Lufthavnspakken er klar til vedtagelse
En historisk aftale om at udvide Nuuk og Ilulissat lufthavne og opføre en lufthavn i Qaqortoq bliver torsdag stemt igennem i Inatsisartut.
Det står klart, efter Finans- og Skatteudvalget i Inatsisartut har afgivet sin sidste betænkning inden 3. behandlingen af lufthavnspakken.
LÆS OGSÅ Danmark får vetoret i Kalaallit Airports
I betænkningen fastholder Siumut og støttepartiet Demokraterne at stemme for lufthavnspakken.
Inuit Ataqatigiit støtter en udvidelse af lufthavnsinfrastrukturen, men har ønsket at opdele lufthavnsbyggerier i flere etaper, end lufthavspakken lægger op til.
LÆS OGSÅ Ingen grund til at behandle aktionæraftale i Inatsisartut
Partiet støtter også den danske stats tilbud om at medfinansiere lufthavnene i Nuuk og Ilulissat, men er imod, at staten får afgørende indflydelse i Kalaallit Airports A/S.
Derfor vil IA hverken stemme for eller imod lufthavnspakken på torsdag, fremgår det af betænkningen.
Partii Naleraq afviser derimod lufthavnspakken og ønsker lovforslaget forkastet. Det skyldes dels den danske stats medfinansiering i Kalaallit Airports. Desuden ønsker partiet, at der skal anlægges flere landingsbaner på 1199 meter i flere byer, end lufthavnspakken foreslår.
Den endelige behandling af lufthavnspakken finder sted i Inatsisartut på torsdag klokken 11 vestgrønlandsk tid.
LÆS OGSÅ NATO er storforbruger af Kangerlussuaq lufthavn
LÆS OGSÅ Sisimiutborgere gik på gaden for Kangerlussuaq