Lufthavne: 900 millioner kroner lån giver partier panderynker
Bekymrende og ærgerligt.
Sådan lyder reaktionen fra to partier, efter at Kalaallit Airports International sigter mod at optage et 900 millioner kroner stort lån til lufthavnsbyggerierne i Nuuk og Ilulissat.
- Det er en bekymrende udvikling, der er sket. Derfor må svesken på disken. Inatsisartut er nødt til at få at vide, hvad der helt præcist foregår.
Det siger partiformand for Inuit Ataqatigiit, Múte Bourup Egede, om det lån, som Kalaallit Airports International vil optage.
Økonomien bag Kalaallit Airports International A/S
De nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat er ejet af Selvstyret og den danske stat med lån fra Nationalbanken og Nordisk Investerings Bank.
Selvstyret: 1,400 mia. kr.
Staten: 700 mio. kr.
Nationalbanken (genudlån): 450 mio. kr.
Nordisk Investerings Bank (lån): 450 mio. kr.
I alt: 3 mia. kroner.
Nye krav til driften
Der er tale om et lån på svimlende 900 millioner kroner. Det skal sikre, at selskabet kan leve op til nye krav om lufthavnsdrift. Det har direktør i Kalaallit Airports Holding, Jens Lauridsen, meldt ud.
LÆS OGSÅ KAIR: Nye krav kræver måske 900 millioner kroner
Men så mange penge bør selskabet nu og her slet ikke have lov til at låne. Det mener Pele Broberg fra Naleraq.
- Det skal de ikke have lov til. Vi skal trykke på pauseknappen med alt, hvad de laver, og så genvurdere, hvad er det bedste for befolkningen, lyder det fra Pele Broberg, som kalder situationen for ærgerlig.
- Det er rigtig ærgerligt, at vi nu er nået frem til at de skal bruge yderligere penge, siger han.
Kritik fra Anlægsudvalg
For nylig kom det frem, at det afgående Naalakkersuisut har accepteret Kalaallit Airports Internationals ønske om at undersøge markedet for lån på op til 900 millioner kroner.
De øgede udgifter til lufthavnene har fået Inatsisartuts Anlægsudvalg til at kritisere Naalakkersuisuts håndtering af arbejdet med lufthavnsbyggeriet, og udvalget har efterlyst en forklaring på situationen fra Naalakkersuisut.
Og bedre oplysning er nødvendigt, mener Múte Bourup Egede fra Inuit Ataqatigiit:
- Vi er nødt til at kigge hinanden i øjnene og snakke sammen og få at vide, hvad der reelt foregår lige nu. Det er det første skridt, der er nødt til at blive taget, siger Múte Bourup Egede.
Han henviser til, at det er op til Inatsisartut at beslutte, hvis rammelovgivnignen for lufthavnsbyggerierne i Nuuk og Ilulissat skal ændres. Det er nemlig Inatsisartut selv, der har fastlagt de rammer.
LÆS OGSÅ Justus Hansen: Dårlig styr på lufthavnsøkonomien fra start
Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (Siumut), oplyser i en pressemeddelelse, at han godt kan forstå bekymringen omkring de øgede udgifter til lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.
Han slår dog fast, at man på ingen måde er ude i et scenarie, hvor landskassen skal stille garantier til projektet.
KNR har forsøgt at få et interview med Karl Frederik Danielsen om sagen, men han er ikke vendt tilbage.