Inatsisartut Lufthavnspakke venter til efteråret

Lufthavnspakken skal færdigbehandles på efterårssamlingen, der begynder i september. Det blev besluttet mandag aften på Inatsisartuts ekstraordinære samling.
Foto © : KNR
28. maj 2018 19:40

Inatsisartut afsluttede mandag aften førstebehandlingen af det lovforslag, der skal sætte rammerne for, hvordan landets nye lufthavne skal bygges og finansieres.

Behandlingen af forslaget sluttede med en aftale om at det vigtige og omfattende lovforslag skal færdigbehandles til efteråret.

Samtidig er det op til finans- og skatteudvalget at meddele, hvornår de har færdigbehandlet forslaget og er klar til at lade Inatsisartut gå videre med arbejdet.

I løbet af dagen var der ellers forskellige meldinger om, hvornår inatsisartutmedlemmerne skulle anden- og tredjebehandle finansiering og anlæg af lufthavnene.

Under ordførerindlæggene meddelte Siumut, at de sammen med resten af koalitionen ønskede at færdigbehandle lovforslaget allerede om fem uger i starten af juli.

Den udmelding mødte en del kritik fra de tre oppositionspartier, Inuit Ataqatigiit, Demokraterne og Samarbejdspartiet. 

De tre partier mente alle, at det ville være hastværk, og at der fortsat er for mange ubesvarede spørgsmål, der skal undersøges nærmere.

Sent på dagen blev der holdt en pause i mødet i salen og fyrre minutter senere kunne Karl Kristian Kruse meddele, at Siumut godt kunne affinde sig med, at det bliver op til de relevante udvalg at vurdere, hvornår anden- og tredjebehandlingen skal foregå. Formanden for Inatsisartut erklærede dermed, at færdigbehandlingen bliver til efteråret og ønskede god sommer.

Lovforslaget er sendt til behandling i finans- og skatteudvalget inden den anden- og tredjebehandles.

Efterårssamlingen begynder den 28. september.