Louises avittat-kjoler var med til Oscar-showet: Noget af det største, man kan opnå

Louise Lynge Berthelsen var både stolt og ellevild, da hendes to røde gallakjoler med avittat-udsmykning blev vist frem på den champagnefarvede løber.
Paninnguaq Heilmann bar en af Louise Lynge Berthelsens kjoler med avittat-udsmykning til dette års Oscar-show. Foto © : Paninnguaq Heilmann
17. marts 2023 06:59

Designeren Louise Lynge Berthelsen, som ejer Nuuk Couture, fik sig én på opleveren søndag aften.

Hun havde nemlig designet de røde kjoler med avittat-udsmykning, som Mila Heilmann Kreutzmann, hovedrollen i ’Ivalu', og hendes mor, Paninnguaq Heilmann, bar, da de gik ned af den champagnefarvede løber til Oscar-uddelingen.

- Jamen jeg er helt enormt stolt. Ikke kun på mine egne vegne, men faktisk også på hele det grønlandske folks vegne, siger Louise Lynge Berthelsen.


18 millioner seere

Ligesom 18.7 millioner mennesker, så designeren også selv med, da Oscar-uddelingen blev vist søndag.

For Louise Lynge Berthelsen er det næsten uvirkeligt.

Hendes design har nemlig fået en kæmpemæssig eksponering, som de fleste designere kun kan drømme om at få.

- Grunden til det er så stort for mig, det er jo fordi det er enhver designers drøm at komme på Oscars og blive vist på den røde løber, eller den champagnefarvede løber, som det var i går, siger hun og fortsætter:

- Det er jo noget af det største, man kan opnå.

Traditionelt grønlandsk design blandt diamantkjoler

En af de helt store optakter til selve Oscar-uddelingen, er når de kendte går på den røde løber, og viser deres milliondyre designs frem.

Og blandt dette års dyre diamantkjoler var altså også Louise Lynge Berthelsens røde kjoler, som skilte sig ud med grønlandske avittat-mønstre, som hun havde broderet på.

- Mit design er jo det her meget kendetegnede avittat-mønster, som jeg har haft siden 2013. Det var vigtigt for mig, at man kunne se mønstret, fordi det er så stor en del af vores kulturarv, fortæller hun.

Men det var ikke helt uproblematisk for Louise Lynge Berthelsen at designe kjolerne.

For både Mila Heilmann Kreutzmann og Paninnguaq Heilmann var i Danmark, da kjolerne skulle designes.

Måtte sy i blinde

- Jeg vidste godt, at de ikke var her i Nuuk. Så jeg havde også mine betænkeligheder ved, hvordan jeg skulle kunne sy til nogen, som jeg ligesom ikke kunne måle på, siger hun.

Alligevel besluttede hun sig for, at udfordringerne ville være besværet værd.

- De sendte mig deres mål, og så gik jeg ellers i gang med at sy. Jeg sendte dem løbende tegninger og billeder af ting, og hvor langt jeg var nået i processen.

Dagen inden Mila Heilmann Kreutzmann og Paninnguaq Heilmann tog til Los Angeles for at overvære Oscar-showet, blev kjolerne færdige og fragtet til Danmark.

- Jeg har brugt mange dage og mange aftener. Der var pres på, for de sidste mål fik jeg i sidste uge. Så jeg har siddet nonstop, og det kan jeg også godt mærke i mine hænder nu, siger Louise Lynge Berthelsen.