London Mining taler med Naalakkersuisut

Fredag holdt London Minings øverste direktør i England Graeme Hossie møde med formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, samt Naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq og Naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Jens Erik Kirkegaard om hvordan den fortsatte proces af Isua-projektet skal forløbe.
22. april 2013 06:11

Meget tyder på, at samarbejdet mellem den nye regering og London Mining går fremad. I hvert fald udtrykte Jens Erik Kirkegaard tilfredshed efter mødet:

- Det var et konstruktivt møde, som forløb i en positiv ånd, var meldingen fra råstofministeren.

Jens Erik Kirkegaard fortæller også, at London Mining under mødet blev orienteret om Naalakkersuisuts holdning på området, og at parterne blev enige om at udvikle projektet inden for de fastsatte rammer.

London Minings repræsentant var også godt tilfreds med mødet.

- Vi har indledt en god dialog med regeringen og råstofdirektoratet, og når vi forhåbentlig snart har en tilladelse kan vi gå i gang med at rejse den nødvendige kapital. Først når den er på plads, kan vi begynde at bygge, sagde Graeme Hossie til Sermitsiaq.AG.

Hvornår anlægsarbejderne kan starte, tør Graeme Hossie ikke forudsige.