Lokalformand i IA mener at dobbeltmandater er en dårlig ide

Lokalafdelingen af IA i Nuuk mener ikke, at det er en god ide at have sæde i flere folkevalgte forsamlinger på en gang. Folk bør samle kræfterne et sted, og give alt hvad man har i sig for den sag, man engang er blevet valg af folket til at varetage.
Skrevet af Peter Troelsen
07. februar 2013 04:58

Partiets holdning er en anden, og det er ikke for at skabe splid i partiet lokalformanden i Nuuk, Nikoline Ziemer her op til valget lufter sin holdning. Det er helt og udelukkende for at skabe en opmærksomhed hos vælgerne, inden de går i stemmeboksen 12. marts.

-I lokalafdelingen i Nuuk har vi anbefalet, at man kun opstiller til en folkevalgt forsamling. Jeg har svært ved at se, hvordan man kan klare to fuldtidsjobs på en gang. Jeg har stor forståelse for at partiets hovedbestyrelse anbefaler noget andet, og vi har heldigvis højt til loftet og stor rummelighed i IA, fastslår Nikoline Ziemer overfor knr.gl.

Det er en ganske aktuel ting at diskutere, senest fordi Sara Olsvig har ønsket at kombinere sit mandet i Folketinget med et mandat i Inatsisartut. Også hos andre partier har det været aktuelt. Siumuts Doris Jakobsen har i denne valgperiode været medlem af både kommunalbestyrelsen, Inatsisartut og Folketinget. Hun valgte dog at forlade kommunalbestyrelsen, da hun blev valgt ind i Folketinget.

-Det er min mening, at vi har i landet har rigtigt mange resursepersoner, der ikke kan få lov at lave et stykke arbejde som folkevalgt, hvis andre mener, de er uundværlige flere steder. Man bør gøre op med sig selv, hvad man vil med sit mandat, og på den måde undgå magtcentralisering. Det er ikke til gavn for samfundet på langt sigt, mener Nikoline Ziemer.