Lokalforening trodser KNAPK: Fiskerne frygter at vente forgæves på stenbider
22 kroner og en krone i bonus per kilo.
Det er den indhandlingspris, som Royal Greenland vil give fiskerne for deres stenbidere. Men den pris vil de ikke acceptere i KNAPKs hovedbestyrelse. Prisen er alt for lav, mener hovedbestyrelsen.
Så stenbider-garnene ligger på land, selv om fiskeriet skulle være gået i gang 1. april.
Men nu er der pludselig en kontramelding fra Paamiut. Her har den lokale afdeling meldt ud i dag, at de er klar til at kaste garn ud alligevel.
Derfor har Departementet for Fiskeri og Fangst i dag oplyst, at fiskeriet efter stenbider åbner ved Paamiut den 10. april.
Går i gang 10. april
Fiskerne i Paamiut frygter nemlig at vente forgæves. Derfor har de trodset deres egen hovedbestyrelse og meddelt departementet, at de påbegynder fiskeriet.
- Vi har erfaring med, at der ikke blev fisket sidste år. KNAPK krævede overfor Royal Greenland bedre priser, og organiserede demonstrationer foran selvstyret. Men der skete ikke noget, og det var kun fiskerne, der mistede penge, siger formand i KNAPKs lokalafdeling i Paamiut Niels Lorentzen til KNR og fortsætter.
- Nu vil fiskerne her, som ikke har andre muligheder, gerne fiske, og de vil ikke vente forgæves. Derfor vil de gerne åbne fiskeriet.
Derfor går de altså i gang med stenbiderfiskeriet 10. april, selvom de gerne vil have mere end 22 kroner per kilo stenbider.
- Vi synes også, at prisen er for lav, fortæller Niels Lorentzen.
Endte med demonstrationer sidste år
Sidste år blev stenbiderfiskeriet også udskudt på grund af strid om indhandlingsprisen mellem Royal Greenland og fiskernes organisation KNAPK.
Det endte i demonstrationer foran Selvstyretårnet og Royal Greenland i Nuuk, hvor fiskerne troppede op med skilte og bannere for præcis et år siden.
De var nemlig ikke tilfredse med, at fiskeproducenten Royal Greenland ville betale en indhandlingspris på 22 kroner pr kilo. Men sådan endte det alligevel. Først næsten tre uger inde i april blev garnene sat ud, og fiskerne fik 22 kroner pr. kilo plus en krone i bonus, for hvert kilo, de indhandlede.
KNAPK accepterede til sidst prisen efter pres fra fiskerne, der ikke kunne vente længere.
Fiskeriet efter stenbider starter tidligst op 1. april og varer højst 60 dage, eller til når kvoten er opbrugt.
Det betyder altså, at sæsonen slutter senest den 15. juli.