Ligestillingsråd om krænkelsesdom: Mildere form for sexchikane bør også kunne bringes for retten

KNI's tidligere direktør blev i kredsretten kendt skyldig i at have blufærdighedskrænket seks medarbejdere. Ligestillingsrådet mener, at krænkelser af mildere karakter også bør kunne bringes for retten.
- Det er uklart, hvor sexchikane hører til i lovgivningen. Det kan skyldes det sammenstød mellem ligestilling, som er et hjemtaget område, og området arbejdsmiljø, som ikke er hjemtaget. Men i ingen af lovene er der sanktionsmuligheder, siger Kathrine Bødker til KNR.  Foto © : KNR
25. april 2022 12:28

Sexchikane er ulovligt i Grønland.

Men det er ikke noget, du kan blive dømt for ved domstolene.

Og det er et problem, mener Grønlands Ligestillingsråd.

Foto © : Privat
Billede: Forkvinde for ligestillingsrådet, Kathrine Bødker.

- Vi har før fra ligestillingsrådets side været ude at pointere, at der er det her hul i lovgivningen. Man skal helt ud i, at sexchikane er så groft, at det enten er blufærdighedskrænkelse, kønslig udnyttelse eller decideret voldtægt, før der kan gives en dom, siger forkvinde for ligestillingsrådet, Kathrine Bødker.

LÆS OGSÅ Krænket af Peter Grønvold: Det er de færreste, der ønsker at melde et medmenneske til politiet

Hun henviser til den afgørelse, der faldt i kredsretten i sidste uge, hvor KNI's tidligere direktør blev kendt skyldig i at have blufærdighedskrænket seks medarbejdere.

- Den sag startede som en sexchikanesag og ender med en dom for blufærdighedskrænkelse, siger Kathrine Bødker.

Arbejdsmiljø-området er ikke hjemtaget

Men krænkelser af mildere karakter bør også kunne bringes for retten, mener hun:

- Det kan være særdeles krænkende at blive udsat for sexchikane - også selv om det ikke er hverken blufærdighedskrænkelse eller kønslig udnyttelse eller voldtægt, man bliver udsat for, siger Kathrine Bødker og fortsætter:

- Derfor synes jeg, det er et meget stort problem, at man ikke kan blive dømt for sexchikane her i landet. Netop det her med, at det skal helt ud at være blufærdighedskrænkelse, før man bliver taget alvorligt.

LÆS OGSÅ Tidligere KNI-direktør dømt for krænkelser: Tre måneder i anstalt

Problemet er ifølge ligestillingsrådet, at sexchikane lovmæssigt falder ned mellem to stole. 

- Det er uklart, hvor sexchikane hører til i lovgivningen. Det kan skyldes det sammenstød mellem ligestilling, som er et hjemtaget område, og området arbejdsmiljø, som ikke er hjemtaget. Men i ingen af lovene er der sanktionsmuligheder, siger Kathrine Bødker til KNR.