Obama til prins Harry: Lettet over afsked med Det Hvide Hus

I et interview med Storbritanniens prins Harry siger Barack Obama, at en følelse af lettelse og sindsro kom over ham, da han forlod Det Hvide Hus, selv om vigtigt arbejde ikke var fuldført. 
Skrevet af Ritzau
27. december 2017 14:21

Den tidligere amerikanske præsident fortæller, at det føltes som frihed pludselig at kunne sætte sin egen dagsorden og tale med sin kone over morgenmaden.

Prins Harry, der som gæstevært hos BBC stillede en række spørgsmål til Obama i september, er den første, som har interviewet den tidligere præsident, siden denne forlod posten i januar. 

- Jeg savner selve arbejdet, fordi det var fascinerende, siger Obama og fremhæver sundhedsreformen som det vigtigste politiske resultat, han opnåede som præsident. 

Obama nævner ikke Donald Trump ved navn i interviewet, men han betoner, at det er nødvendigt at være forsigtig med sociale medier, da de kan føre til dyb splittelse. 

- Alle, der har været ledere, ved, at de må finde måder, hvorpå de kan genskabe et fælles rum på internettet, siger han og pointerer videre:

- En af farerne ved internettet er, at folk kan have vidt forskellige opfattelser af virkeligheden, og de kan blive fastholdt i dem med informationer, som blot bekræfter deres nuværende fordomme.