Lektor om anstalten: Udnyt viden fra Herstedvester
Gradvist skal otte grønlandske forvaringsdømte fra Herstedvester flyttes til den nye anstalt i Nuuk. De, der kommer først, bliver budt velkommen af blandt andet uerfarne anstaltsbetjente. Og det er ikke en god kombination, mener Annemette Nyborg Lauritsen, der er lektor fra Ilisimatusarfik og som har lavet forskning om grønlandske anstalte og Kriminalforsorgen i Grønland.
- Mange af de forvaringsdømte har det, der hedder en dysfunktionel personlighedsforstyrrelse. Det vil sige, at de kræver en særlig indsats, som man har i Herstedvester. I forhold til anstaltsbetjenes uddannelse, vil det være mere forsvarligt, hvis der var nogen med mere erfaring til at håndtere de forvaringsdømte fra Herstedvester, siger hun.
LÆS OGSÅ Fagforbund er stærkt bekymret over forholdene på ny anstalt
I sidste uge var formanden for Fængselsforbundet i Danmark, Bo Yde Sørensen, på besøg på den nye anstalt i Nuuk, og han var langt fra tilfreds med de forhold, han så.
21 ud af 36 betjente er under uddannelse
Ifølge ham er der to store problemer på anstalten: For det første er der ikke personale nok, og for det andet har størstedelen af personalet meget lidt erfaring. Kriminalforsorgen oplyser til KNR, at der er ansat 36 anstaltsbetjente i øjeblikket på anstalten - og ud af de 36 er 21 under uddannelse.
* Otte forvaringsdømte fra Herstedvester har tilkendegivet, at de vil flytte ind på den nye anstalt i Nuuk.
* En grønlandsk forvaringsdømt i Herstedvester kan når som helst anmode om at blive flyttet til den nye anstalt i Grønland.
* I alt 29 grønlandske indsatte (inklusive de otte, der har sagt ja til at flytte) har siddet i Herstedvester.
En løsning kan være at få sendt de danske fængselsbetjente fra Herstedvester til Grønland, mener Annemette Nyborg Lauritsen.
- En mulighed kunne jo være, at man i en periode tog nogle af de fængselsbetjente, der kender de indsatte fra Herstedvester med, så de kan overlevere noget viden til de grønlandske anstaltsbetjente, siger hun.
Havde håbet på flere ansøgere
Problemet med manglende antaltsbetjente begyndte allerede, da den første sten til den nye anstalt blev sprængt for fire år siden. Direktøren for Kriminalforsorgen i Danmark, Thorkild Fogde, erkender, at man har fejlet med at rekruttere tilstrækkeligt nok grønlandske anstaltsbetjente i de fire år, hvor anstalten har været under opførelse.
- Det er rigtigt nok, at rekrutteringsituationen har vist sig at være endnu vanskeligere, end hvad vi havde regnet med. Vi havde da håbet og regnet med at få flere ansøgninger til de jobs, vi har, og at vi ikke ville have så mange, der sagde deres stillinger op. Men det går godt i Grønland, der er mange gode jobs at få, og det er altså det, der giver os problemer, siger han.
LÆS OGSÅ Aki-Matilda og Aaja Chemnitz om anstalten: Tag ansvar, Danmark.
Han vil derfor kigge på mulighederne for at sende danske fængselsbetjente til at afhjælpe manglen på arbejdskraft.
- Foreløbig er der kun fire indsatte fra Herstedvester, der er overført til Grønland. Vi overfører dem i mindre hold. Og en af de overvejelser vi gør, er om vi også i en kortere periode kan udstationere nogle danske fængelsbetjente, eventuelt fra Herstedvester, til at hjælpe de grønlandske anstaltsbetjente i gang med anstalten, siger han.