Lavineulykke: Snescooterforenings redningshold ledte efter to af deres egne
To mænd på 22 år mistede livet tirsdag aften, da de på snescootere blev fanget i en lavine ved Nuuk.
En stor redningsaktion blev sat i gang med Arktisk Kommando og politiet – og så deltog snescooterforeningen Qamutits egen særlige SAR-gruppe også.
En af dem på snescooter-redningsholdet var Lars Borris.
- Vi var seks-syv fra Qamutit, som deltog i SAR-operationen. Vi, der har erfaring, har det nogenlunde i dag. Men en enkelt eller to helt nye var med. Og de er trykkede i dag, sagde Lars Borris til KNR i går.
Vi risikerer altid at se det værste
Han og Qamutit ønsker ikke at fortælle mere om selve redningsaktionen. Det er for tæt på endnu. Det var to af Qamutits egne medlemmer, som de hjalp med at finde i en lavine. Men han vil gerne fortælle om de redningsøvelser, som han og foreningen laver.
- Når der er alvorlige situationer, så hjælper vi myndighederne i snescooterforeningen. Alvorlige situationer er, når folk er blevet væk eller er kommet til skade. Eller måske er de omkommet. Dermed kan vi også risikere, at vi kommer til at se det værste, siger han.
- Når der er laviner, så sikrer vi området. Vi ved, hvordan man finder folk og graver dem fri og yder førstehjælp. Ulykken tirsdag aften var en helt klassisk lavineulykke.
Fare for laviner
Og lavinefare har der netop været. For blot få dage siden delte snescooterforeningen en opdatering på sin Facebook-side, hvor der stod: "Betydelig fare for laviner."
Sneen væltede ned over hovedstaden sidste weekend, og ny, løs sne ligger over alt.
- Vi har en vinter i år med høje temperaturer med regn og blæst efterfulgt at masser af nedbør og frost. Det skaber risiko for laviner som den tirsdag aften, siger Lars Borris.
- Der er observeret mange flere laviner de sidste år. Der har også været mere fokus på det. Vejrforandringer med store temperaturudsving, skiftende regn og sne og frost laver forskellige lag i sneen, som gør, at den glider.
Qamutits SAR-gruppe har været på kursus hos redningstjenesten i Island. Den er også certificeret til at uddanne andre på lavinekurser.
Derfor har Lars Borris også en klar opfordring til alle: Husk en fuldt opladet radiosender, en såkaldt Beacon. Den udsender automatisk nødsignaler til et satellitbaseret overvågningssystem, når senderen er aktiveret. På den måde kan et redningshold hurtigt nå frem til de nødstedte og yde førstehjælp.
30-40 personer på snescootere hjalp med eftersøgningen tirsdag aften. Ud over SAR-gruppen var resten frivillige.