Strømafbrydelse: Lad være med at tænde for vaskemaskiner og køkkenelektronik

Opdateret med information fra Grønlands Politi.
Strømmen vender så småt tilbage til Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput over de næste tre til fem timer. Hvis man mangler varme, kan man tage i Godthåbhallen eller Nuussuaqs idrætshal, hvor der er varmestue.
Men hvis du allerede har fået strømmen tilbage, så opfordrer beredskabet til, at du sparer på strømmen.
Det oplyser Grønlands Politi til KNR.
For at spare på strømmen skal man lade være med at tænde for vaskemaskiner, opvaskemaskiner, køkkenelektronik med videre. Det er ikke julestjernerne eller lyskæder, som tager mest strøm, da de ofte kører på LED pære.
Indtil Nukissiorfiit melder ud, at man igen kan bruge strøm som normalt, bør man tage disse forholdsregler.
Grønlands Politi opfordrer til, at man tjekker sit hus eller sin virksomhed for sprængte vandrør som følge af frost.