Strømsvigt vil vare flere timer endnu

Der er oprettet en varmestue i Godthåbshallen i Nuuk for dem, som mangler varme og selskab.
I mellemtiden kan man, hvis man har brug for varme og selskab, tage i Godthåbshallen i Nuuk. Her er det ved at blive oprettet en varmestue.
28. december 2024 18:46

Strømafbrydelsen i Nuuk vil vare flere timer endnu. Nukissiorfiit arbejder på at overgå til et back-up elværk, som kan forsyne strøm til Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput.

Det er derfor nødvendigt at afbryde al strøm i hele byen for derefter at genetablere strøm et område ad gangen. Dette forventes at kunne vare i op til tre til fire timer.

Det oplyser Grønlands Politi til KNR.

I mellemtiden kan man, hvis man har brug for varme og selskab, tage i Godthåbshallen i Nuuk. Her er det ved at blive oprettet en varmestue. Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på deres Facebookside.

Desuden arbejder kommunen på at sikre varme på plejehjemmene.

Redningsberedskabet i Nuuk, Dronning Ingrids Hospital samt Grønlands Politi kører på nødgeneratorer og kan som udgangspunkt træffes på telefonnumrene.

Der er i øvrigt indsat flere politipatruljer på gaden, der sikrer, at politiet er ekstra synlige og til rådighed i Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput området.

I akutte tilfælde, hvor telefoni ikke kan anvendes, kan man rette personlig henvendelse til politipatruljerne eller møde fysisk op på enten politigården eller sygehuset.

KNR Sender ekstra radioavis klokken 19 på radiokanal 90,5