Laura Táunâjik Uitsatikitseq vil trække sig fra Inatsisartut

Laura Táunâjik har et lille barn og er gravid igen. Familien må komme først, mener hun.
- Grunden til, at jeg har taget beslutningen, er, at jeg ikke længere vil rejse væk fra min familie. Sådan vil jeg sige det kort, siger Laura Táunâjik.
03. september 2020 12:00

Laura Táunâjik Uitsatikitseq fra Siumut trækker sig tilbage som medlem af Inatsisartut.

Hun vil ikke rejse fra sin familie i længere tid ad gangen, fordi hun har et lille barn og er gravid igen, siger Laura Táunâjik Uitsatikitseq til KNR's radioprogram Inuiaat Tillernerat.

- Grunden til, at jeg har taget beslutningen, er, at jeg ikke længere vil rejse væk fra min familie. Sådan vil jeg sige det kort, siger Laura Táunâjik Uitsatikitseq.

Det har ikke været en nem beslutning, siger hun. Der sker også noget andet end politik, og derfor har hun set sig nødsaget til at vurdere, hvad hun har kræfter til. Og dér blev Inatsisartut valgt fra for nu.

- Vi er flyttet til bygden Kuummiut, hvor jeg har fået et arbejde på skolen. Vi har et lille barn og venter endnu et spædbarn. Så jeg har ikke kræfter til at lave noget andet og må derfor give afkald på mit medlemskab i Inatsisartut, siger Laura Táunâjik Uitsatikitseq.

Udelukker ikke comeback

Hun føler dog, at hun stadigvæk har meget at lave indenfor politik og understreger, at hun i fremtiden måske godt kan være at finde i Inatsisartut igen.

- Selvom jeg stadig føler, at jeg kan stræbe efter at nå mine mål, og jeg har en masse arbejde at gøre endnu, kom det til et punkt, hvor jeg blev nødt til at sige til mig selv: Laura lyt til dig selv, siger Laura Táunâjik Uitsatikitseq.

Hendes anmodning om at trække sig tilbage er blevet modtaget af Inatsisartuts formandsskab bekræfter formand, Vivian Motzfeldt, til KNR.

Bliver i kommunalbestyrelse

Laura Táunâjik Uitsatikitseqs anmodning skal vurderes fredag, når formandskabet holder møde.

Hvem, der kommer ind som stedfortræder, er endnu uvist, siger Vivian Motzfeldt. Men Siumut vil komme med en anbefaling ud fra antallet af personlige stemmer ved sidste Inatsisartutvalg, siger Vivian Motzfeldt

Laura Táunâjik Uitsatikitseq er medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq. Det er en post, hun stadig vil beholde, skriver hun.