Lars-Emil roser Qujaukitsoq

Lars-Emil Johansen støtter Vittus Qujaukitsoq i hans kritik af den danske regering, selvom Kim Kielsen har taget afstand fra udtalelserne.
14. december 2016 13:58

I går aftes udsendte formand for naalakkersuisut, Kim Kielsen, en pressemeddelelse hvor han gjorde klart, at Vittus Qujaukitsoqs trussel om udmeldelse af rigsfællesskabet og bortvisning af amerikanerne fra Pituffik ikke er afstemt med Naalakkersuisut.

Flere nuværende og tidligere medlemmer af Siumut har dog meldt ud, at de støtter Qujaukitsoq.

"ENDELIG" står der med store bogstaver på Lars-Emil Johansens facebook profil. Her skriver formanden for Inatsisartut og tidligere formand for Siumut til sine 5000 venner, at han glæder sig over Vittus Qujaukitsoqs kritik af den danske regering.

LÆS OGSÅ Demokraterne rystet over Vittus

Kritikken leverede Qujaukitsoq til det danske medie Politiken, men han har siden ikke ønsket at udtale sig til hverken danske eller grønlandske medier.

Lars-Emil: Jeg tager hatten af for dig

Og selvom den nuværende formand for Siumut og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen efterfølgende har udsendt en pressemeddelelse, hvor han tager afstand fra Qujaukitsoqs udtalelser, går Lars-Emil Johansen altså den modsatte vej og roser naalakkersuisoq for udenrigsanliggender:

- Tak Vittus, jeg tager hatten af for dig og støtter dig, skriver Lars-Emil Johansen blandt andet.

Han er enig med Qujaukitsoq i, at Grønland skal overtage kompentencen på udenrigspolitikken.

- Hvis dette skule give problemer i forhold til den danske grundlovs bestemmelser, vil dette være et dansk problem, ikke grønlandsk, skriver Johansen.

LÆS OGSÅ Vittus ønsker mere grønlandsk udenrigspolitik

Også det tidligere Siumutmedlem og formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, støtter Vittus Qujaukitsoq på sin Facebook-profil.

Medlem af Naalakkersuisut for Siumut Martha Lund Olsen skriver også rosende ord til sin kollega:

- Du kunne ikke have gjort det bedre. Du har skabt røre om vores lands udvikling. Tak og tillykke, skriver Martha Lund Olsen på Vittus Qujaukitsoqs Facebook-profil.