Lars-Emil opfordrer Kielsen til at droppe paragraf-kritik

Formanden for Inatsisartut og formand for Naalakkersuisut er uenige om, hvordan §37-spørgsmål til Naalakkersuisut skal bruges.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Kenneth Elkjær
09. marts 2017 11:27

Kan man stille for mange spørgsmål om stort og småt til Naalakkersuisut? Det er de to formænd meget uenige om.

KNR satte i sidste uge fokus på §37-spørgsmål fra medlemmer af Inatsisartut til Naalakkersuisut. En opgørelse viste, at alene i årets to første måneder havde Inatsisartut-medlemmer stillet 113 spørgsmål, som embedsmænd har brugt i alt 176 arbejdsdage på at besvare.

Det fik naalakkersuisut-formanden, Kim Kielsen, til at blande sig:

- Jeg synes ikke, det er passende, udtalte han om de mange spørgsmål til Naalakkersuisut.

LÆS OGSÅ Mange spørgsmål er upassende

Demokrati koster penge

Den holdning er formanden for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen, dybt uenig i.

- Parlamentarisme og demokrati koster naturligvis penge (...) Formandskabet står bag den parlamentariske model, vi nu engang har i dette land og vil ikke begrænse medlemmerne i deres mulighed for at udøve deres arbejde som medlemmer af Inatsisartut, siger Lars-Emil Johansen i en udtalelse.

LÆS OGSÅ 176 arbejdsdage brugt på spørgsmål fra Inatsisartut

Han opfordrer samtidig Kim Kielsen og resten af Naalakkersuisut til at løse de opgaver, de er blevet pålagt i stedet for at pege fingre:

- Formandskabet opfordrer afslutningsvist Naalakkersuisut til i stedet at påtage sig det ansvar de er pålagt og som følger de regler Inatsisartut har vedtaget, fremfor at fralægge sig ansvaret for selvskabte problemer og i stedet søge at komme i mål med deres opgaver.