Kielsen: Mange spørgsmål er upassende

Inatsisartutmedlemmerne bør undlade at spilde Naalakkersuisuts tid med unødigt mange spørgsmål.
Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
07. marts 2017 18:22

Inatsisartutmedlemmernes brug af §37 spørgsmål er gået for vidt, mener formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

- For eksempel har der indtil videre været 300 spørgsmål om måneden, lyder det fra Kielsen.

Han gør opmærksom på at et enkelt §37 spørgsmål ofte indeholder adskellige spørgsmål, som kan være tidskrævende at besvare for embedsapparatet og Naalakkersuisut.

- I gennemsnit er det 10 spørgsmål dagligt - søndagen inklusive. Det er ikke passende, siger Kim Kielsen.

Siumutmedlemmerne har stillet flest spørgsmål

Ud over at være formand for Naalakkersuisut er Kim Kielsen også formand for Siumut, og de mest aktive spørgere i årets første to måneder har været inatsisartutmedlemmerne fra Siumut.

38 spørgsmål er det blevet til.

Det parti, der har stillet næstflest spørgsmål, er oppositionspartiet Demokraterne, vis medlemmer har stillet 32 spørgsmål. Formand Randi Vestergaard Evaldsen forklarer, at spørgsmålene vigtige for at partiet kan få indblik i Naalakkersuisuts arbejde.

Kim Kielsen afviser dog, at det vil afhjælpe situationen med de mange spørgsmål, hvis Naalakkersuisut var mere åben om sin regeringsførelse.

- Vi afholder mange borgermøder og taler sammen, lyder det fra Kielsen.