Håndbold: Langtidsplanlægning blev opskrift til VM-deltagelse

Nu venter alle kvalificerede hold til håndbold VM for kvinder på lodtrækning til puljer.
Sejren søndag var en kulmination af flere års målrettet arbejde. Her ses tidligere landstræner i håndbold Johannes Groth sammen med Grønlands VM-helte Foto © : Emil Stach, GIF
Skrevet af Noah Mølgaard
15. juni 2023 11:27

Langtidsplanlægning kulminerede søndag eftermiddag i multihallen Inussivik i Nuuk, da VM-kvalifikationsturneringen i håndbold for kvinder blev fløjtet af.

Grønland vandt over Canada i finalen med 17-15. Og blandt jublende grønlandske tilhængere hoppede og dansede tidligere landstræner for damelandsholdet Johannes Groth af glæde.

Og det er der god grund til.

Johannes Groth udsendte en pressemeddelelse 11. januar 2017 som landstræner. Han skrev blandt andet, at målsætningen med damelandsholdet er kvalifikation til VM-slutrunden i 2023.

Han manglede ord, da KNR mødte ham midt i jubelscenen søndag eftermiddag, hvor VM-kvalifikation var en kendsgerning.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige lige nu, begynder Johannes Groth, da han skulle kommentere sejren.

- Vi kigger her på 18 dygtige håndboldspillere. Men vi skal heller ikke glemme andre spillere, der har været med undervejs og trænere og ledere, der har arbejdet målrettet, takker Johannes Groth.

Erfaring blev guldværd

De grønlandske damelandshold vandt bronze ved VM-kvalifikationsturneringen i 2019 og spillede sig til finalen i 2021, hvor de tabte til Puerto Rico.

Tålmodighed har derfor været en dyd undervejs.

- Det har en meget stor betydning, at vi prøvede at være i finalen for to år siden. Vi lærer altid ved vores deltagelse i turneringer. Vi snakkede også før finalen om, at vi vil vise, at vi har større erfaring, siger Andrea Heilmann, der har været med hele vejen som spiller.

Følelserne fik også frit løb, da dommerne fløjtede kampen af.

- Det er en meget stærk følelse. Man bliver helt rørt, når man tænker på den lange vej, vi har været igennem, siger anfører Ivaana Holm til KNR.

Lodtrækning

Canada var dog tæt på at sætte malurt i bægeret, da de bragte sig foran i anden halvleg. Men de grønlandske håndboldpiger kæmpede sig flot tilbage.

- Det var så spændende, at det næsten ikke var til at bære. Jeg fandt ud af, hvor hårdt det kan være at være håndboldfan på den hårde måde, fortæller Johannes Groth.

- Jeg gik om bagved og turde ikke kigge. Jeg kiggede kun ind, når jeg kunne høre jubel som tegn på, at Grønland havde scoret, siger Johannes Groth.

Samtlige kvalifikationer til VM-slutrunden er nu spillet færdig.

Der bliver trukket lod til pulje 6. juli. Der kommer det også på plads, hvor Grønland skal spille i indledende runde.

VM i håndbold bliver afviklet i Danmark, Norge og Sverige.