Landslæge: - En stor del af Grønland vil blive smittet i den kommende tid

Sms’er til de smittede, hjemmestest og flere boosterstik er de nye tiltag mod rekordsmitte. 
Kirsten Fencker, Múte B. Egede og Henrik L. Hansen på årets første coronapressemøde. Foto © : Ivik Kristiansen/KNR
04. januar 2022 17:01

Siden i går er der fundet 198 nye smittede. 171 af dem er registreret i Nuuk.

18 nye smittede konstateret i Ilulissat, én i Aasiaat, seks i Maniitsoq og to i Qaqortoq.

Det bringer det samlede smittetal i hele landet op på 719 – og det er - igen, igen - ny rekord. 

Nye restriktioner 

Fra midnat gælder kravet om coronapas kun i de byer og bygder, hvor der har været smittespredning fra ukendte smittekilder indenfor de sidste to uger.
 

Navne på byer og bygder vil blive offentliggjort på Landslægeembedets hjemmeside, nun.gl. 
 

Når en by eller bygd bliver tilføjet listen, træder der tre restriktioner i kraft:
 

  • Krav om at vise coronapas
  • Maksimalbelægning i offentlige lokaler - det vil sige, at der kun må være halvdelen af det antal mennesker i lokalet, som brandmyndighederne har godkendt lokalet til.
  • Mundbind på alle steder med offentlig adgang

- Der er stor smittespredning  - især i Nuuk, siger landslæge Henrik L. Hansen på det pressemøde, som han har holdt med Múte B. Egede (IA), der er formand for Naalakkersuisut, og naalakkersuisoq for sundhed, Kirsten Fencker (Naleraq).

- Én ud af hver femte testede er smittet. Og det går stærkt i Nuuk nu. De steder, hvor der var smitte i efteråret, gik det ikke så stærkt. Selv folk, der har haft ganske kort kontakt, er blevet smittet. Der foregår noget helt andet nu end i sommer, siger landslægen. 

- Vi er nødt til at tage det næste skridt. Det er absolut nødvendigt at handle nu, siger Múte B. Egede.  

Nye restriktioner fra midnat

Og den voldsomme smittespredning i især hovedstaden skyldes omikron. Prøver er sendt til Danmark for at få det belyst, men analysen er ikke klar fra Statens Serum Institut endnu. Alligevel er Henrik L. Hansen ikke i tvivl.

- Smitte kommer ind med de rejsende i langt større omfang end tidligere. En meget stor del af Grønland vil blive smittet i den kommende tid. Vi vil forsøge at undgå, at det er for mange på én gang, siger han. 

LÆS OGSÅ Corona: Nye restriktioner træder i kraft fra midnat

Derfor er der rullet nye restriktioner ud fra 5. januar: Fra midnat gælder kravet om coronapas kun i de byer og bygder, hvor der har været smittespredning fra ukendte smittekilder indenfor de sidste to uger, i stedet for i hele landet.

Helt aktuelt er det lige nu Nuuk, Qasigiannguit og Upernavik med tilhørende bygder og Kangerlussuaq. Men flere steder er smitten stigende - det er den i både Ittoqqortoormiit og i Qeqertarsuatsiaat. Dermed kan de to steder med stor sandsynlighed se frem til flere restriktioner. 

De er - ud over at vise coronapas og gå med mundbind på alle offentligt tilgængelige steder - også, at dørene til værtshuse og restauranter kun bliver åbnet for halvdelen af det  antal mennesker, som brandmyndighederne har godkendt lokalet til. 

Sms og hjemmetest

Og der er flere nye tiltag på vej, meddelte Múte B. Egede på dagens pressemøde: Det er sms’er til de smittede, hvis de er testet positive for coronavirus på en pcr-test. Dermed skal de smittede ikke længere vente på et opkald, hvis de er testet positive.

- Det er hurtigere for os på den måde, siger Múte B. Egede. 

Det bliver nok ikke i morgen eller i overmorgen. Múte B. Egede om hjemmetest i alle byer og bygder. 

Ifølge ham vil sms’en også betyde, at de smittede kan gå hurtigere i selvisolation, og det vil så igen mindske smittespredningen. 

Det bliver i højere grad end nu folks eget ansvar at kontakte deres nærkontakter, hvis de er smittede, og det skal de gøre med det samme, lyder det fra selvstyreformanden.

LÆS OGSÅ Meningsmåling tager temperaturen på folks mening om corona-reglerne

Og så skal de timelange køer til testcentrene bliver kortere ved, at kun folk med symptomer stiller sig i dem. De, som bare gerne vil være på den sikre side, skal have mulighed for at snuppe en selv-test, som skal gøres tilgængelige i hele landet. Som i i alle byer og bygder, lover Kirsten Fencker. 

Hvornår, de mange hjemmetest, ligger klar i butikker i byer og bygder, tør Naalakkersuisut dog ikke love.

- Men det bliver nok ikke i morgen eller i overmorgen, siger Múte B. Egede. 

Derudover vil alle borgere i aldersgruppen fra 18 til 40 år blive indbudt til at få deres booster - altså det tredje stik - i løbet af de kommende uger. 

De fem til 11-årige børn kan også forvente en invitation til deres første stik mod corona i løbet af januar,, siger Kirsten Fencker.