- Vi har styr på, hvem personen har været sammen med, og hvor personen har været, siger landslæge Henrik L. Hansen om den nye coronasmittede i Aasiaat.Foto: Larsen Hans Haagen

Landslægen om ny coronasmittet: Det giver ingen mening at lukke Aasiaat ned

En person er blevet smittet med coronavirus i Aasiaat. Det er, hvad man kan forvente, lyder det fra landslægen.

Efter 11 uger uden corona i Grønland, er en person nu blevet dokumenteret smittet i Aasiaat.

Personen har været i Danmark, hvor vedkommende har været syg med covid-19. To gange blev vedkommende testet negativ inden afrejsen til Grønland i torsdags - men da vedkommende blev testet igen her i landet, var prøven positiv.

Nuuk var lukket fuldstændig ned i en del af marts og april efter fund af coronasmitte i hovedstaden i marts. Men det kommer slet ikke på tale at lukke Aasiaat ned, siger landslæge Henrik L. Hansen. 

Strategi for genåbning:
 

Fase 1 begynder 15. juni.
 

Åbningen medfører, at der tillades max 600 indrejsende med fly pr. uge.

Rejsende skal være testet negative før afgang og skal testes på femtedagen efter ankomst. Rejsende skal i karantæne fra ankomst og frem til, at der er et negativt testresultat. 

Derudover fastholdes nuværende påbud og anbefalinger.

 

Landet skal åbnes i tre faser. 

- Nuuk blev lukket ned på grund af, at der var ukontrolleret smitte. Én person vidste vi ikke, hvor var blevet smittet henne, og derfor lukkede vi Nuuk. Derfor kommer det heller ikke på tale at lukke Aasiaat, for det vil simpelthen ikke give mening. 
Vi har styr på, hvem personen har været sammen med, og hvor personen har været, siger han.

Testet negativ to gange

Personen er i hjemmekarantæne sammen med sin familie. 

Men hvordan kan det være, at vedkommende er blevet testet negativ to gange - og så positiv?

- Det er helt, hvad man kunne forvente - det er også sket andre steder i verden for eksempel på Færøerne og i Sydkorea, siger Henrik L. Hansen.

LÆS OGSÅ Dato er endelig klar: 15. juni åbner Grønland igen

- Vi ved simpelthen ikke endnu om positive test på folk, der har været syge, viser, om der er levende virus i kroppen, eller om der blot er rester af virus tilbage. Man ved ikke nok om det endnu - det er en sygdom, vi aldrig har kendt før. 

- Det er nok usandsynligt, at vedkommende er blevet smittet påny. De apparater, som vi bruger til at teste, kan ikke skelne mellem aktiv virus og død virus. Apparatet tester arvemateriale fra virus - det skelner simpelthen ikke mellem, om virus er død eller levende.

Kan vedkommende ikke have smittet andre på flyet?

Risikoen er meget lille, siger Henrik L. Hansen.

Adskille rejsende i Kangerlussuaq

Ifølge ham har luftfartselskabernes internationale brancheorganisation, IATA, lige offentliggjort en rapport. Den viser, at det indtil nu ikke er dokumenteret, at nogen er blevet smittet med coroanvirus på et fly. 

- Det kan dog ikke udelukkes, at det vil ske på et eller andet tidspunkt. Men i princippet udgør alle rejsende en risiko i et eller andet omfang, siger landslægen. 

- Men Danmark har åbnet meget op, og alligevel er der ikke en sket en stigning i antallet af smittede. Tværtimod. Det, der virker, er, at folk holder afstand. 

LÆS OGSÅ Kommune Qeqertalik: Vi følger sag med coronasmittet tæt

15. juni åbner Grønland igen. Det betyder, at det derefter er muligt at rejse ind i landet igen uden en tilladelse fra Selvstyret. Så hvordan holder man to meters afstand til andre i en lufthavn som Kangerlussuaq, hvor folk ankommer fra udlandet?

- Der er mange praktiske vanskeligheder, erkender landslægen.

Ifølge formanden Kim Kielsen er der dog planer lige nu om at adskille de rejsende i Kangerlussuaq. 

- Vi arbejder med en fremgangsmåde, hvor de, der rejser indenrigs, bliver adskilt fra dem, der skal til og fra Danmark, siger han uden at være mere konkret i forhold til, hvordan det skal ske i den lille lufthavn. 

- Vi tror fuldt og fast på, at vi kan åbne landet igen 15. juni. Men det kræver noget af alle - nemlig at vi holder afstand, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Kommentarer