Landslæge slår alarm efter trist syfilis-rekord

Antallet af rapporterede tilfælde af syfilis har aldrig været højere. Det bekymrer landslæge Henrik L. Hansen.
Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
08. oktober 2018 13:48

I år er der blevet registreret 75 tilfælde af den smitsomme sygdom her i landet. Det betyder, at 2018 allerede har slået rekord, selvom året langtfra er omme.

Det får landslæge Henrik L. Hansen til at slå alarm:

- Vi ser en foruroligende stigning i antallet af syfilis-tilfælde. For at det ikke skal udvikle sig yderligere til stor skade for den enkelte og for udviklingen i landet, er det vigtigt, at alle hjælper med at stoppe udviklingen, siger Landslæge Henrik L. Hansen i en pressemeddelelse. 

Særligt slemt står det til i Tasiilaq, hvor antallet af syfilis-tilfælde er højt i forhold til antallet af indbyggere. Frem til september var der konstateret 10 tilfælde af kønssygdommen i Tasiilaq-området med cirka 3000 indbyggere. Det svarer til, at der bliver registreret 3,4 tilfælde per 1000 indbyggere.

LÆS OGSÅ Syfilis stiger og stiger

Tasiilaq har flest tilfælde efterfulgt af Nuuk, Sisimiut og Ilulissat. De unge mellem 20 og 29 år står for hovedparten af indberetningerne med flest registrerede tilfælde hos kvinderne. Men der er også registreret syfilis hos en række unge mellem 10 og 19 år og hos et enkelt nyfødt barn.

Landslægeembedet oplyser, at syfilis er en alvorlig og smitsom sygdom, som hovedsageligt smitter ved seksuelt samkvem. Seksuelt overført syfilis viser sig i løbet af tre uger ved et sår på kønsdelene. Såret føles oftest hårdt og er ikke ømt.

Hvis bakterien ikke bliver behandlet kan den sprede sig via blodet. Efter en til to måneder kan syfilis give feber, hovedpine og udslæt på hele kroppen. Hvis sygdommen får lov at udvikle sig over måneder til år, kan det føre til en kronisk infektion i hjerne og rygmarv.

LÆS OGSÅ Syfilis skal bekæmpes med oplysning, gummi og flere penge