Landslæge om vaccinepas: Så langt er vi ikke endnu

I Danmark arbejder Sundheds- og ældreministeriet på at udvikle en såkaldt vaccinepas, som skal være klar i starten af året. Her i landet, er man afventende.
- Det er svært at spå om, hvordan det vil udvikle sig. Men det kan meget vel være, at man vil skulle kunne dokumentere at man er blevet vaccineret, hvis man skal ud og rejse. Men på nuværende tidspunkt er det i hvert fald ikke sådan. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Malik Brøns, Ritzau
12. januar 2021 10:36

Inden længe vil danskere kunne få bevis for, at de er vaccineret mod covid-19. Det skriver DR.   

Sundheds- og ældreministeriet oplyser til DR, at man er ved at udvikle et såkaldt vaccinepas. Det skal være klar "primo 2021".

Et vaccinepas er til personer, der er blevet vaccineret. Det kan være relevant at kunne bevise, for eksempel hvis man skal ud at rejse.

Her i landet er landslæge Henrik L. Hansen dog afventende.

LÆS OGSÅ Sundhedsministeriet barsler med vaccinepas

- Lige nu er vi ikke nået så langt, at det har været relevant. Vi vil følge den udvikling, der sker i andre lande og formentlig lave ordninger svarende til dem, der er i andre lande, når det bliver aktuelt, siger han.  

Skal man have vaccinepas for at flyve til Danmark fra Grønland i fremtiden?

- Det er svært at spå om, hvordan det vil udvikle sig. Men det kan meget vel være, at man vil skulle kunne dokumentere at man er blevet vaccineret, hvis man skal ud og rejse. Men på nuværende tidspunkt er det i hvert fald ikke sådan.

- Vi vil handle på det, når der kommer et krav udefra. Altså når der kommer et tidspunkt, hvor man fra dansk side eller fra andre landes side kræver, at man har sådan et papir for at kunne rejse, og der så i øvrigt er åbnet op for, at man kan rejse igen, så vil vi sikre at, folk kan få den dokumentation, de får brug for for at kunne rejse, siger Henrik L. Hansen. 

Glæde i Dansk Industri 

Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet i Danmark, udvikles et vaccinepas, fordi andre lande kan komme med krav om, at man skal forevise, at man er blevet vaccineret ved indrejse. 

Branchedirektør for transport i Dansk Industri, Michael Svane, glæder sig over, at der et vaccinepas på vej.

Det kan måske hjælpe den rejsebranche, der har lidt voldsomt under nedlukningen og de rejserestriktioner, der har været siden marts i Danmark.

- Vi ser nogle lande, der stiller krav om, at man skal kunne dokumentere vaccine eller negativ test for at rejse ind. Og det vil et vaccinepas kunne, siger Michael Svane til DR.

Der har længe været snak om, hvorvidt et vaccinepas kan indføres. Idéen er, at samfundet så kan åbnes for dem, der er vaccineret, og altså ikke længere forventes at kunne sprede covid-19.