Landslæge om godkendelse af vaccine: Det er en god nyhed for Grønland

Selskabet Moderna har netop fået godkendt sin coronavaccine. Det er godt nyt for Grønland, siger landslæge Henrik L. Hansen
- Den er meget nemmere at håndtere og derfor vil vi meget nemmere kunne arbejde med den i alle dele af Grønland. Den stiller ikke så store krav som den nuværende vaccine, siger Henrik L. Hansen om selskabet Modernas nyligt godkendte coronavirusvaccine. Foto © : KNR / Malik Brøns
07. januar 2021 11:02

EU-Kommissionen har godkendt en coronavirusvaccine fra det amerikanske selskab Moderna.

Og det glæder landslæge Henrik L. Hansen. 

- Det er en god nyhed for Grønland. Den er meget nemmere at håndtere, og derfor vil vi meget nemmere kunne arbejde med den i alle dele af Grønland. Den stiller ikke så store krav som den nuværende vaccine, siger Henrik L. Hansen til KNR.

Han forklarer, at Modernas vaccine blandt andet ikke skal opbevares ligeså koldt som den vaccine, der er i brug nu. 

- Det kommer til at betyde, at vi ville kunne komme ud i alle hjørner af Grønland. Men det forudsætter altså, at vi først overhovedet får den leveret. For det er også ret klart, at der i første omgang ikke kommer ret store leverancer til rigsfælleskabet.

LÆS OGSÅ EU's vaccinegranskere anbefaler Modernas vaccine

Moderna er nemlig ikke i øjeblikket i stand til at levere store mængder vacciner til de mange lande, der venter på dem.   

Der er altså ikke i den nærmeste fremtid udsigt til, at Grønland modtager store mængder af vaccinen, understreger landslægen. 

- På den måde kan vi endnu ikke sige noget om, hvornår vi kan komme langt ud og sikre, at store dele af befolkningen bliver vaccineret. 

5.000 doser på vej til Danmark

Ifølge Statens Serum Institut vil Danmark modtage 5000 doser af coronavaccinen fra Moderna i den første sending, som ventes i næste uge.

Hvor mange af de doser, der sendes videre til Grønland, og hvornår det sker, er endnu uvist. 

- Vi havde tirsdag møde med de danske myndigheder om det, og der ligger ikke nogen eksakte oplysninger om, hvornår eller hvor store mængder der kommer. Men det er ikke umiddelbart forestående. Og derfor vil vi arbejde videre med den nuværende vaccine i hvert fald her i januar, lyder det fra Henrik L. Hansen.

LÆS OGSÅ Sundhedspersonale i DIH fik corona-vaccine

Godkendelsen af Modernas vaccine kommer, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) tidligere onsdag anbefalede en godkendelse af vaccinen.

Modernas vaccine er den anden coronavaccine, som er godkendt til brug i EU's medlemslande. Den første var vaccinen fra Pfizer og BioNTech, som blev godkendt kort før jul.

Grønland påbegyndte vaccinationer mod coronavirus mandag den 4. januar.