Landslæge om corona: Det bliver svært at behandle mange alvorligt syge

Alvorlig syge vil kun kunne behandles i enten Nuuk eller Danmark. Derfor fokuserer myndighederne på forebyggelse, fortæller Henrik L. Hansen.
Hvis for mange patienter bliver alvorligt syge, kan de ifølge landslægen, Henrik L. Hansen, sendes til Danmark til behandling. Arkivfoto. Foto © : KNR
13. marts 2020 06:18

Sundhedsmyndighederne vil fokusere på at forebygge smitte af det nye coronavirus for at undgå, at sundhedsvæsenet bliver overbebyrdet. 

Sygehusene har nemlig ikke plads til at behandle mange alvorligt syge på samme tid, siger landslægen, Henrik L. Hansen.

- Det, vi er betænkelige ved, er, at der indenfor kort tid vil komme mange alvorligt syge, som har brug for højt specialiseret behandling. Det er der ikke særlig stor kapacitet til, siger han. 

Anbefalingerne for at undgå smitte med virus er:

  • God håndhygiejne med håndvask og evt. hånddesinfektion, hvis hænderne er rene og tørre
  • Undgå kontakt med personer, der har tegn på forkølelse/luftvejsinfektion
  • Host eller nys i engangslommetørklæde, alternativt i albuebøjningen.
  • Lad være med at kysse og kramme og at give hånd.

Landslægen kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvor smertegrænsen ligger. Spurgt til, hvor mange pladser til alvorligt syge patienter, der er i Grønland, henviser han til sundhedsledelsen. 

Sundhedsledelsen har ikke svaret på KNR's henvendelse torsdag.

Alvorligt syge vil blive behandlet i Nuuk eller Danmark

På et pressemøde onsdag aften meddelte naalakkersiusoq for sundhed, Siumuts Martha Abelsen, at det grønlandske sundhedsvæsen vil opleve store udfordringer, hvis coronavirus for alvor spreder sig i landet.

LÆS OGSÅ Nye anbefalinger: Undgå at rejse ind og ud af Grønland 

Og ifølge formanden for naalakkersuisut, Kim Kielsen, kan det blive "vanskeligt" for sundhedsvæsenet at følge med.

En af udfordringerne er, at der er langt imellem byerne og sygehusene i Grønland, påpeger Henrik L. Hansen.

Hvad er symptomerne?

Smittede med coronavirus har haft:

  • Tør hoste
  • Feber
  • Vejrtrækningsproblemer
     

Læs mere på Landslægeembedets hjemmeside

- Hvilket er en udfordring, fordi den højt specialiserede behandling, kun kan ske i Nuuk, siger landslægen.

Det skyldes, at sygehusene udenfor Nuuk ikke råder over sundhedsfaglige specialister og specielt udstyr.

Patientpladserne er dog også begrænset i Nuuk. Og hvis for mange patienter bliver alvorligt syge, kan de ifølge Henrik L. Hansen sendes til Danmark til behandling.

Fokus på forebyggelse

Danmark kæmper selv med sine coronaproblemer. Henrik L. Hansen har dog svært ved at forestille sig en situation, hvor Danmark ikke har plads til grønlandske patienter.

Der er slet ingen historiske fortilfælde for det, fremhæver landslægen. Men det skal helst ikke nå så vidt, tilføjer han.

De grønlandske sundhedsmyndigheder fokuserer nu på at forebygge virusset, så sundhedsvæsenet selv kan holde skansen. Henrik L. Hansen fremhæver hjemmekarantænerne som eksempel.

LÆS OGSÅ Kommuner dropper tjenesterejser i kampen mod coronavirus

- Det betyder, at vi prøver at sikre, at sygdommen ikke pludselig spreder sig til hele befolkningen. Under alle omstændigheder vil den indsats kunne medvirke til, at vi ikke lige pludselig står med en hel masse, der bliver smittet, siger landslægen, der fortsætter.

- Og vi tror fuldt og fast på, at vi dermed stadig vil have den fornødne kapacitet til at behandle dem, som bliver alvorligt syge, siger Henrik L. Hansen.