Landmænd blokerer grænseovergange mellem Belgien og Holland

Hollandske myndigheder råder til, at man om muligt undgår at rejse mod Belgien fredag.
I det vestlige Belgien har landmænd i flere dage blokeret lastbiler fra både at køre ind i og forlade havnen i Zeebrugge. Det belgiske medie VRT rapporterer, at næsten 2000 lastbiler ikke kan komme videre. Foto © : Hatim Kaghat/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
02. februar 2024 10:19

Utilfredse landmænd har blokeret flere grænseovergange mellem Belgien og Holland.

Det oplyser belgiske og hollandske trafikcentre fredag.

Den seneste tid har landmænd i flere europæiske lande protesteret mod stigende omkostninger, EU's miljøpolitik og import af billige fødevarer fra andre lande.

Fredag er grænseovergangen i retning mod Antwerpen i det nordlige Belgien en af de overgange, der er blevet blokeret.

Ifølge lokale medier startede protesterne sent torsdag aften på den belgiske side af overgangene, mens nogle hollandske landmænd sluttede sig til senere.

Samtidig har hollandske myndigheder rådet til, at man fredag undgår at rejse mod Belgien, hvis det er muligt.

I det vestlige Belgien har landmænd i flere dage blokeret lastbiler fra både at køre ind i og forlade havnen i Zeebrugge. Det belgiske medie VRT rapporterer, at næsten 2000 lastbiler ikke kan komme videre.

Det lokale politi har sagt, at de har forsynet lastbilchaufførerne i Zeebrugge med mad og sanitære midler.

Protester fra landmænd har bredt sig til flere europæiske lande.

Landmændene mener, at der opstået en uretfærdig konkurrence inden for sukker, korn og kød, efter af EU har givet afkald på kvoter og told på import fra Ukraine siden Ruslands invasion i februar 2022.

I Frankrig spærrede utilfredse landmænd mandag flere store indfaldsveje til hovedstaden Paris med hundredvis af traktorer.

Tirsdag blokerede franske landmænd så motorveje med deres traktorer nær Paris og sætte høballer i brand for at delvist blokere adgangen til Toulouse-Blagnac Lufthavn ved Toulouse.

Spanske landmænd har desuden sagt, at de vil tilslutte sig bevægelsen og organisere protester i februar.

En stor del af landbrugsreglerne, store økonomiske tilskud fra staterne og importregler besluttes i Bruxelles i fællesskab af medlemslandene og Europa-Parlamentet sammen med Europa-Kommissionen.