Landets økonomi gasser op

Der bliver solgt flere biler her i landet og det viser, at økonomien har det godt, lyder vurderingen fra Grønlandsbanken.
04. maj 2017 19:24

321 funklende nye biler blev sat på vejene sidste år, viser tal fra Grønlands statistik. Og det er ikke kun i regnearkene, at man kan se den udvikling.

Også hos Grønlandsbanken genkender de billedet af at flere investerer i en ny bil og det viser, at folk generelt har flere penge siger bankens privatkundedirektør, Peter Petersen.

- Vi har kunnet mærke en kraftig stigende efterspørgsel efter finansiering af bilkøb. Det er der helt klart, siger han.

LÆS OGSÅ Små miljøbiler hitter

Det gælder både biler og boliger i hele landet, siger Peter Petersen.

- Det gælder faktisk hele kysten. Når vi kommer ud på kysten og ser vores filialer, så er billedet faktisk det samme, siger han.

Og det skyldes, at der er flere, der har fået overskud i økonomien.

LÆS OGSÅ Det går frem for selskabernes økonomi

- Der god gang i byggeriet generelt, fiskeriet kører godt og der er gode priser. Og det betyder alt andet end lige, at der er en højere indkomst og der er flere, der har et fuldtidsjob, siger han.

Ifølge Peter Petersen så viser det, at landets økonomi er i fremgang.

Og det kan være med til at give en positiv spiral, at dem der har et job, bruger nogle penge på for eksempel en bil, som så er med til at give job til andre.

LÆS OGSÅ Stram økonomi men mindre overskud