Lagmand: Grønland og Færøerne er selvstændige om 20 år

Om 20 år, så er Færøerne såvel som Grønland blevet selvstændige lande, der stadig er i tæt fællesskab med Danmark. Sådan forestiller Færøernes lagmand Kaj Leo Holm Johannesen sig fremtiden i et stort interview i Politiken.
Skrevet af Martine Lind Krebs
14. august 2012 07:34

Siden lagmanden på Færøernes nationaldag, Olaj-dagen den 28. juli, i sin tale sagde, at han drømte om et selvstændigt Færøerne, har debatten buldret på Færøerne. Kaj Leo Holm Johannesen regner med at Færøerne kan have overtaget de sidste 15 ansvarsområder, som er omfattet af overtagelsesloven, inden for de næste 10 år. Så er der kun sikkerheds- forsvars-, og udenrigspolitik tilbage.

- Vi ser os ikke som 48.000 mennesker, der er i stand til at have alt. Det er umuligt at have 80 ambassader rundt om i verden. Det er håbløst, det er nonsens. Derfor skal vi have et tæt samarbejde med Danmark, siger han.

Han understreger, at færøsk tilknytning til Danmark ikke kun er et spørgsmål om penge, men også om kulturelle bånd.

- Du kommer ikke uden om, at verdens største færøske by er København. Det er ikke Torshavn - der er flere færinger i København, end der er i Torshavn. De nære familiære bånd knytter det danske og færøske folk sammen, siger Kaj Leo Holm Johannesen til Politiken.