Lær om dine rettigheder på de sociale medier
Rådet for Menneskerettigheder sætter fokus på læring om menneskerettighederne ved at lancere en videokampagne med titlen ”dit liv – dine rettigheder”.
De kommer til at udgive rækken af video-fortællinger på deres Facebook- og Instagram profiler.
Det skriver Rådet for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse.
- Med videofortællingerne vil vi øge befolkningens viden om menneskerettigheder ved at introducere rettighederne gennem konkrete fortællinger og virkeligheder, som borgerne kan relatere sig til, siger rådets AC-fuldmægtige Natuk Rosing Fleischer i pressemeddelelsen.
Det er især voksne i midt tyverne, de gerne vil have fat i. Ifølge rådet er kendskabet til menneskerettigheder lavest blandt 24 til 29-årige. Kun 26 procent kender menneskerettighederne nogenlunde eller godt ifølge en undersøgelse fra 2021.
Fokus på de sociale medier
Derfor forsøger de at fange unge mennesker gennem de sociale medier.
- Målet med indsatsen er, at viden om menneskerettigheder når den enkelte borger i både større og mindre byer og bygder. Vores indsatser målrettes så vidt muligt sådan, at borgerne i landet bliver opmærksomme på deres rettigheder og gør brug af dem, siger Natuk Rosing Fleischer.
Videoerne kommer til at sætte fokus på blandt andet personer, som har været udsat for diskrimination, grooming og hjemløshed. Men også mennesker, som arbejder for miljøet, børn og unges trivsel, samt folk som værner om den grønlandske kultur.
Kampagnen er finansieret af Nordatlantpuljen og er lavet i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder i Danmark. Kampagnen består på nuværende tidspunkt af 11 videoer fra Nuuk, Sisimiut og Sarfannguit