Bankdirektør: Lad Kalaallit Airports få arbejdsro

Naalakkersuisut får ros for håndteringen af processen frem mod bygningen af nye lufthavne fra Grønlandsbankens direktør, Martin Kviesgaard.
- Det virker som om, der er en meget kompetent ledelse sat ind i Kalaallit Airports, som nu er sat i gang med at få lavet det arbejde, der skal til, siger Martin Kviesgaard. Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
28. februar 2018 11:44

Planerne om længere landingsbaner i Nuuk og Ilulissat og en helt ny lufthavn i Qaqortoq har været genstand for stor debat og har også fået kritik fra blandt andre Økonomisk Råd og Nationalbanken.

Nu får Naalakkersuisut dog også ros for håndteringen af det store infrastrukturprojekt af Grønlandsbanken.

I sin årsrapport betegner Grønlandsbanken investeringen i nye lufthavne, som én af vor tids største og vigtigste politiske beslutninger, og ifølge bankens direktør håndterer Naalkkersuisut processen frem mod en endelig beslutning godt og rigtigt.

- Det virker som om, der er en meget kompetent ledelse sat ind i Kalaallit Airports, som nu er sat i gang med at få lavet det arbejde, der skal til - man får lavet en samfundsøkonomisk analyse, man får kigget på, hvad koster det egentlig at projektere de her lufthavne, og hvad er finansieringsmulighederne. Vi synes egentlig, at processen ser ganske fornuftig ud, siger Martin Kviesgaard, direktør i Grønlandsbanken.

LÆS OGSÅ Formanden for Økonomisk Råd fraråder lufthavnsprojekt

Udtalelsen står i kontrast til tidligere bekymringer om projektet fra blandt andre Økonomisk Råd, der netop savner samfundsøkonomiske analyser, der belyser fordelene ved de nye lufthavne.

Der kan blive behov for ændringer i projekterne

Bankdirektøren er enig i, at konsekvenserne af investeringen på omkring 3,6 milliarder kroner, skal undersøges grundigt. Når tallene foreligger, vil det være op til politikerne, om de vil gennemføre projektet som planlagt:

Processen om nye lufthavne indtil nu:

  • På efterårssamlingen 2015 vedtog Inatsisartut at bygge en række lufthavne.
  • På efterårssamlingen 2017 blev det med finansloven besluttet et forslag til, hvordan politikerne vil finansiere to internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat samt en regional lufthavn i Qaqortoq.
  • Med finansloven gav Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg Naalakkersuisut bemyndigelse til at stille garantier for lån til Kalaallit Airports A/S på op til 2 mia. kr. Hvis Kalaallit Airports ikke kan optage disse lån, kan Naalakkersuisut alternativt vælge at optage landskasselån på op til 2 mia. kr på vegne af Kalaallit Airports A/S.
  • 29. november 2017 gav Naalakkersuisut Kalaallit Airports en etableringstilladelse til lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq. Tilladelsen er betinget af, at Kalaallit Airports forelægger lånevilkår og garantistillelse samt licitationsresultat for Naalakkersuisut til godkendelse.
  • 15. januar 2018 blev et lovforslag sendt i høring. Lovforslaget fastlægger rammerne for Selvstyrets bidrag til egenfinansiering samt de organisatoriske rammer for projektering, anlæg og drift af lufthavnene.

Det videre forløb:

  • På forårssamlingen skal Inatsisartut tage stilling til loven om anlæg, finansiering og drift af de tre lufthavne. Lovforslaget vil indeholde analyserne af hvilke konsekvenser lufhavnene vil have for samfundsøkonomien.
  • Naalakkersuisut skal tage stilling til lånevilkår, krav om garantistillelse og licitationsresultatet.
  • Finans- og Skatteudvalgets skal også tage stilling til garantistillelse i forbindelse med optagelse af lån.
  • Ifølge Kalaallit Airports forventer selskabet, at byggeriet af lufthavnen i Nuuk kan begynde i september i år, og anlægsarbejdet i Ilulissat og Qaqortoq kan begynde i foråret 2019, hvis finansieringen falder på plads og godkendes af politikerne i sommeren 2018.
  • Alle tre lufthavne forventes at stå færdige i efteråret 2022.
     

Kilde: Departementet for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger

 

- Der kan jo blive behov for at lave justeringer, hvis det viser sig vanskeligt at få økonomien til at hænge sammen. Om det så betyder, at der skal laves lidt om i en rækkefølge eller om man skal lave nogle andre prioriteringer, det må analysen vise. Jeg synes egentlig, at det er vigtigt, at selskabet og rådgiverne nu får arbejdsro, så der kommer et godt grundlag for at træffe en politisk beslutning, siger Kviesgaard.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil sende op mod 2,1 milliard kroner videre til lufthavne

Departementet for infrastruktur arbejder i øjeblikket med at indarbejde de økonomiske konsekvenser ved de nye lufthavne i en samlet lov om etableringen af lufthavnene, som Inatsisartut skal behandle på forårssamlingen.

Sideløbende arbejder departementet for Finanser og Skatter også med selve finansieringen. Finansieringen skal godkendes af både Naalakkersuisut og Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg.