Skåltale indledte det politisk efterår
I går vendte politikerne iført nationaldragter tilbage til Inatsisartut forud for et hektisk efterår.
Og traditionen tro holdt formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, en åbningstale til de tilbagevendte politikere.
I en 16 sider lang tale til Inatsisartut kom Kim Kielsen vidt omkring om Naalakkersuisuts politiske ambitioner for efteråret og fremtiden.
LÆS OGSÅ Råstoffer, samarbejde og udenlandsk interesse: Her er tre nedslag i Kim Kielsens åbningstale
Talen bar præg af, at det netop var en åbningstale, hvor der blev talt mest om de overordnede politiske linjer.
Det vurderer Rasmus Leander, der er adjunkt på Institut for Samfund, Økonomi og Journalistik på Ilisimatusarfik.
- Den her type taler, er jo langt hen ad vejen skåltaler om, at "her går det godt". Meget af det, som Kim Kielsen er inde på i talen, er jo velkendte ting, og det er også lidt en statusrapport om, hvordan det går forskellige steder. Fiskerikommissionen kører efter planen - uden at komme nærmere ind på det. Der er handlingsplan på socialområdet. Så der er mange velkendte ting og knap så meget nyt, siger Rasmus Leander.
Sundhed og klima
Der var dog også plads til nye emner i åbningstalen.
- Noget af det, jeg lagde mærke til af nye ting, var, at der blev lagt mere vægt på sundhedsområdet og en fødevarelov, som er relativt nyt, siger Rasmus Leander.
Og så bider adjunkten også mærke i, at formanden for Naalakkersuisut også nævnte klimaforandringer.
- Fordi der har været kritik i visse forskerkredse om, at der er et paradoks om, at klimaforandringer sker hurtigst her i landet. Men Grønland har været lidt tilbageholdende på det område. Der er han inde på nogle ting om miljø og FN's bæredygtighedsmål, og det er ret interessant, fordi der har man måske været lidt fodslæbende i det politiske system, siger Rasmus Leander.