Fornyet usikkerhed om lufthavn i Qaqortoq

Der er ikke kommet nogle bud inden for Kalaallit Airports budget. Dermed svæver den planlagte lufthavn igen i luften.
Den første budrunde endte også uden et reelt bud i august sidste år. Fem selskaber havde givet et tilbud på hele projektet i Qaqortoq, som både er bygninger og landingsbane til 570 millioner kroner. Foto: KAIR
Skrevet af Mathies Hvid Toft
19. juni 2021 14:47

Heller ikke anden gang blev lykkens gang for Kalaallit Airports.

Ved den seneste udbudsrunde er der igen ikke kommet et eneste bud ind, som ligger inden for budgettet, og dermed er der på ny usikkerhed om den planlagte lufthavn i Qaqortoq i Sydgrønland.

LÆS OGSÅ KAIR laver en af de største sprængninger i Nuuk

Over for KNR bekræfter Kalaallit Airports, Sermitisiaq.AGs oplysninger om at heller ikke anden licitationsrunde har skabt brugbare resultater.

- Ja, det kan jeg bekræfte. Ingen bud har ligget inden for budgetrammen i anden udbudsrunde, siger Hans Henrik H. de Lictenberg til KNR.

Samme udbudsmateriale denne gang

At resultatet af budrunden ikke er anderledes end ved den første budrunde, er ikke den store overraskelse, da det var præcis den samme udbudsramme, der blev sendt ud til de interesserede byggeselskaber.

Den første budrunde endte nemlig også uden et reelt bud i august sidste år. Fem selskaber havde givet et tilbud på hele projektet i Qaqortoq, som både er bygninger og landingsbane til 570 millioner kroner. 

Lufthavnspakken

* Lufthavnene i Nuuk og Ilulissat skal forlænges til 2200 meter, så de kan blive landets nye atlantlufthavne.

* Der bygges en ny regional lufthavn i Qaqortoq med en landingsbane på 1500 meter.

* De tre lufthavne forventes at koste omkring 3,6 milliarder kroner.

Planen var, at Kalaallit Airports Domestic skulle indgå en aftale med det vindende selskab i maj sidste år, men sådan kom det som bekendt ikke til at gå. 

Og nu er fremtiden altså uvis endnu en gang: 

- Der er ikke noget afklaret omkring Qaqortoq endnu, og af hensyn til vores ejere og eventuelt kommende udbudsrunder kan vi ikke stille op til interview, skriver Hans Henrik H. de Lichtenberg videre.

Naalakkersuisut forholder sig tavs indtilvidere

KNR har forsøgt at få et interview med den ansvarlige naalakkersuisoq, Naaja Nathanielsen (IA), men hun ønsker ikke at udtale sig før næste fredag.

Her vil Naalakkersuisut nemlig komme med nyt omkring lufthavnen i Qaqortoq, lyder det.

LÆS OGSÅ Udbud af Qaqortoq Lufthavn er annulleret: Alt for dyrt

Noget skal dog ske, hvis der skal komme en ny lufthavn til Sydgrønland.

- Nu kan man enten forestille sig en billigere lufthavn, eller et højere budget, skriver Hans Henrik H. de Lichtenberg til KNR.