Udbud af Qaqortoq Lufthavn er annulleret: Alt for dyrt

Kalaallit Airports har sat lufthavnsbyggeriet i Qaqortoq på standby. Projektet bliver langt dyrere end forventet.
- Selskabet må imidlertid konstatere, at det ikke har været muligt at finde de nødvendige besparelser på projektet eller nedslag i tilbudsprisen, skriver Kalaallit Airports i en pressemeddelelse.
Skrevet af Malik Brøns
20. august 2020 10:59

- Kalaallit Airports Domestic har set meget frem til at få arbejderne på den nye lufthavn i Qaqortoq i gang i år, og beklager derfor meget, at det har været nødvendigt at træffe beslutning om annullering af udbuddet.

Det siger bestyrelsesformand for Kalaallit Airports Johannus Egholm Hansen i en pressemeddelelse.

Datterselskabet for Kalaallit Airports, Kalaallit Airports Domestic, har valgt at annullere udbuddet for anlægning af landingsbane og byggeriet af lufthavnsbygninger i Qaqortoq.

Lufthavnspakken

* Lufthavnene i Nuuk og Ilulissat skal forlænges til 2200 meter, så de kan blive landets nye atlantlufthavne.

* Der bygges en ny regional lufthavn i Qaqortoq med en landingsbane på 1500 meter.

* De tre lufthavne forventes at koste omkring 3,6 milliarder kroner.

Det gør lufthavnsselskabet fordi, at de tilbud Kalaallit Airports har modtaget, er alt for dyre i forhold til Kalaallit Airports’ budget.

LÆS OGSÅ Fem selskaber vil anlægge Qaqortoq Lufthavn

Fem selskaber havde givet et tilbud på hele projektet i Qaqortoq.

Selskaberne er et canadisk selskab ved navn Pennecon Dexter Joint Venture, det færøske entreprenørselskab J & K Petersen Contractors, det dansk-islandske selskab Aarsleff-Ístak Joint Venture og de to danske selskaber, MT Højgaard A/S og Munck Gruppen A/S.

Prøvede at finde flere penge fra Selvstyret

Planen var, at Kalaallit Airports Domestic skulle indgå en aftale med det vindende selskab i maj i år.

Men sådan kom det ikke til at gå. 

Kalaallit Airports har prøvet at forhandle prisen med to af tilbudsgiverne for at finde besparelser på projektet. Samtidig har lufthavnsselskabet prøvet at få flere penge fra Selvstyret i håb om at dække de dyre tilbud.

- Selskabet må imidlertid konstatere, at det ikke har været muligt at finde de nødvendige besparelser på projektet eller nedslag i tilbudsprisen, ligesom det ikke har været muligt at opnå tilsagn om yderligere finansiering, før de nuværende tilbud udløber, skriver Kalaallit Airports i en pressemeddelelse.

Prøver igen næste år

Det betyder også, at anlægsarbejdet ikke vil komme i gang i år, som det ellers var planen.

Det næste skridt er ifølge Kalaallit Airports, at der skal laves en ny udbudsrunde næste år.

LÆS OGSÅ Qaqortoq fejrer lufthavnspakken

- Selskabets ledelse vil nu, i samråd med Grønlands Selvstyre, arbejde videre på at identificere mulige ændringer af projektet med henblik på at bringe omkostningerne ned, siger Johannus Egholm Hansen.

- Selskabet vil fortsætte dialogen med Selvstyret om tilførsel af yderligere finansiering til projektet, således at lufthavnsprojektet i Qaqortoq forventeligt kan udbydes på ny i 2021 og med færdiggørelse i 2024, siger Johannus Egholm Hansen.

Den kommende lufthavn i Qaqortoq skulle have stået færdig og klar til brug i slutningen af 2023.