Løkke: Grønland må selv skabe vækst

Grønland må selv komme med idéer til økonomisk fremgang, pointerede statsministeren tirsdag. Det er ikke den danske regerings ansvar.
Lars Løkke Rasmussen i spørgetime i Folketinget
15. december 2015 16:22

Dagen efter rigsmødet mellem Danmark, Grønland og Færøerne stod statsmininsteren tirsdag for skud i den første spørgetime med de nordatlantiske mandater siden Folketingsvalget i sommer.

Og her slog Lars Løkke Rasmussen (V) endnu engang fast, at Grønlands vej til større vækst og flere arbejdspladser er Grønlands eget ansvar. Det skete efter spørgsmål fra Aaja Chemnitz Larsen (IA), der påpegede, at Venstre-regeringen ikke nævner noget om Grønlands økonomi i sit regeringsgrundlag.

- Vi har jo en selvstyreordning på Grønlands initiativ, og derfor er det også Grønland selv, der har ansvaret for at få vedtaget de strukturreformer, som kan skabe balance i Grønlands økonomi, herunder jo også at komme med egne bud på, hvordan man fremmer en erhvervsudvikling, svarede Lars Løkke Rasmussen.


Grønland må selv komme til Danmark
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) har sammen med resten af sit parti flere gange efterlyst interesse fra bl.a. den danske regering og danske pensionskasser for en investeringsfond. 

En fond, der skal støtte grønlandske erhvervsprojekter, blandt andet med hjælp fra danske statskroner.

Også Aleqa Hammond benyttede spørgetimen til at høre om statsministerens holdning til erhvervsfremmende projekter i Grønland. Og den danske regering hjælper gerne, sagde Løkke.

- Jeg vil gerne tilkendegive her - hvad jeg også gjorde i går på rigsmødet og til offentligheden i forlængelse af rigsmødet - at vi vil gerne.. hvordan skal jeg formulere det… respondere på grønlandske henvendelser. Men det vil ikke være den danske regering, der af egen drift byder ind med en vækststrategi for Grønland. Det vil være at bytte om på rollerne, lød det.

Ingen invitation til en fonds-snak

Derfor skal naalakkersuisut også selv henvende sig til den danske regering, hvis man ønsker dansk deltagelse i en investeringsfond og andre erhvervsfremmende projekter.

Og det er ikke sket endnu.

- I forhold til investeringsfonden har jeg ikke modtaget nogen formel henvendelse fra Grønland om et eventuelt samarbejde om en investeringsfond, sagde Lars Løkke Rasmussen.