Lær skoleeleverne mere om Rigsfællesskabet

Den danske regering bør sikre, at folkeskole- og gymnasielever får viden om Færøerne og Grønland. Det mener det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen, som har rejst spørgsmålet over for undervisningsminister Christine Antorini.
Skrevet af Martine Lind Krebs
20. marts 2013 08:25

Men svaret er nej. Undervisningsministeriet kan ikke pålægger de danske folkeskoler og gymnasier at undervise i grønlandske og færøske emner, fastslår ministeren. Og det er Edmund Joensen ikke tilfreds med.

-Vi må konstatere, at vi har et problem i Rigsfællesskabet. Især den yngre generation ved næsten ingenting om Færøerne og Grønland. Jeg synes regeringen må tage sig sammen og gøre noget for at højne vidensniveauet, siger han til KNR.

Undervisningen i Folkeskolen er fra ministeriets side fastlagt i de såkaldte Fælles Mål, som definerer hvilke kundskaber eleverne skal tilegne sig. Men det er op til de enkelte skoler at planlægge indholdet i undervisningen. Og det samme gør sig gældende i gymnasierne. Og det er ikke ministeriets opgave at stille konkrete krav til pensum, men der er dog ikke noget til hinder for, at Grønland og Færøerne kan inddrages i undervisningen, skriver ministeren

Men det er ikke nok, mener Edmund Joensen.

-Det bør som minimum stå i målene, siger han.         

Det er en bog af historikeren Tina Adeke Hoff, der påpeger, at gymnasieelever ved så godt som intet om Færøerne, der har fået Edmund Joensen til at stille spørgsmålet. Også Visit Greenland har kigget på danskernes viden om Grønland. Den undersøgelse viste blandt andet, at 40 procent af danskerne først og fremmest forbinder Grønland med druk, misbrug og sociale problemer. Og at de fleste tror, at kajakken stadig i dag er fangerens foretrukne fartøj.