Lækket notat: Kangerlussuaq skal blive en militærbase

Forsvaret ønsker at øge oprustningen i Arktis, fremgår det af det lækkede notat. Det kan betyde, at Kangerlussuaq bliver omdannet til en militærbase.
Embedsmænd fra Forsvarsministeriet anbefaler at Kangerlussuaq bliver en militærbase, fremgår det af et lækket notat. Foto © : KNR
07. februar 2023 14:59

I et internt notat, der er blevet lækket, opridser embedsmænd fra Forsvarsministeriet en række ønsker for Forsvaret i Arktis.

Det oplyser TV 2, som er i besiddelse af det 11 sider lange notat.

Blandt andet anbefaler embedsmændene, at Kangerlussuaq lufthavn bliver lavet om til en militærbase. Det skal ske, når landets nye lufthavne åbner i Nuuk og Ilulissat.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Forsvarsministeriet, men de ønsker ikke at udtale sig om sagens indhold.

Arktisk oprustning

1,5 mia. kroner til øget overvågning i Arktis

 

I 2018 vedtog Folketinget en ny forsvarsforligsaftale. Med aftalen bliver der brugt 4,8 mia. kroner ekstra på Forsvaret frem mod 2023.

 

I 2019 afsatte partierne bag forsvarsforliget yderligere 1,5 mia. kroner frem mod 2023 til især øget overvågning i Nordatlanten og Arktis.

 

Aftalen fik navnet Arktis-Kapacitetspakke. Initiativer i den pakke omfatter blandt andet:
 

- Langtrækkende overvågningsdroner i Grønland (750 mio. kr.)

- Satellitovervågning (85 millioner kroner)

 

- Kystradarer i Grønland (20 mio. kr.)

 

- Ny Forsvarsuddannelse i Grønland (50 mio. kr.)

Embedsmændene har også fremsat en række andre ønsker for den militære oprustning i Arktis.

Der er lagt op til, at Sirius-patruljen skal styrkes. Men hvad det helt konkret indebærer, fremgår ikke af notatet.

- Og så skal politikerne ifølge notatet overveje at investere i store Boeing P8 Poseidon-patruljefly, der kan overvåge landområder og bekæmpe ubåde i Arktis, skriver TV 2.

Anbefalingerne i notatet stemmer overens med den forsvarspolitiske linje, der blev lagt med den Arktiske Kapacitetspakke.

Til gengæld er der ikke lagt op til, at der skal sejle nye inspektionsskibe i Nordatlanten og Arktis, som det ellers var planlagt. I stedet bør Søværnets fire Thetis-inspektionsskibe moderniseres, lyder anbefalingen. Thetis-skibene har for længst udstået deres værnepligt, da de har sejlet Arktis tyndt i mere end 30 år.

LÆS OGSÅ Danmark vil øge overvågningen i Grønland

Med kapacitetspakken kom 1,5 milliarder kroner til øget overvågning i Nordatlanten og Arktis. Forsvarsaftalen omfatter langtrækkende overvågningsdroner, kystradarer, satellitovervågning og en ny forsvarsuddannelse - alt sammen i Grønland.

Den blev underskrevet af Danmark og Grønland i maj sidste år. 

Afventer forsvarsforliget

Lige nu er fremtiden i Kangerlussuaq uvis. 

Lige siden nyheden om, at de nye internationale lufthavne skal åbne i Nuuk og Ilulissat i 2024, har bygden været bekymret for sin fremtid. 

Og den sidste brik i puslespillet bliver ikke lagt før, den danske regering kommer med det nye forsvarsforlig. Et forsvarsforlig er en politisk aftale om Forsvarets mål og rammer.

De danske partier skal, efter planen, forhandle forliget færdigt inden sommer.

Ønsket om den militære oprustning kommer blandt andet som følge af krigen i Ukraine, der har destabiliseret det sikkerhedspolitiske klima i store dele af verden.