Læge om sundhedscenter i Uummannaq: Vi har en plan

Sundhedscenteret i Uummannaq er i risikozonen, hvis et stort, ustabilt fjeldområde i Karratfjorden falder i havet på én gang. Regionslæge forklarer, at sundhedsvæsenet vil flytte til sportshallen hvis det sker.
Sundhedscenteret i Uummannaq er placeret tæt på kysten og er i risikozonen hvis der skulle komme et tsunami. Foto © : Malik Brøns / KNR
16. maj 2021 12:15

Hvis et stort, ustabilt fjeldområde i Karratfjorden falder i havet på én gang, risikerer det at sende store bølger ind over flere bosteder. Særligt Qaarsut og Niaqornat er i risikozonen.

Det er sundhedscenteret i Uummannaq også. Under borgermødet i Uummannaq torsdag var der bekymring blandt folk for sundhedscenteret. Der blev spurgt om der ligger en plan for sundhedscenteret, hvis det værste skulle ske.

LÆS OGSÅ Statsgeolog om Karrat Fjorden: Det kan blive meget værre end 2017

Men der var ingen fra sundhedsvæsenet i delegationen, til at svare på spørgsmålet.

 

Pilen viser hvor sundhedscenteret er placeret.

Politimester Bjørn Tegner Bay, som står for beredskabet i Uummannaq svarede, at det er sundhedsvæsenets ansvar at lægge en plan for, hvad der skal ske i en tsunami tilfælde.

Flytter op til sportshal

Ledende regionslæge i Avannaa, Peter Vedsted siger, at man har indtil videre en beredskabsplan.

- Sundhedsvæsenet har en overordnet beredskabsplan for den situation hvor der skulle komme en katastrofe. Vi er selvfølgelig dybt afhængige af at få en melding om at der er sket en katastrofe, og i det øjeblik vi får den katastrofe, så går der en katastrofemelding rundt i sundhedsvæsenet sådan at vi får det aktiveret, siger han.

LÆS OGSÅ Erstatningsboliger og tabte redskaber fyldte borgermøder i Uummannaq

Helt konkret vil de ansatte flytte op til byens sportshal, som ligger udenfor risikozonen.

- På den korte bane, der er der en plan for, hvis sundhedscenteret er i fare, så har vi en plan for at placere sundhedscenterets aktiviteter og evakuere sundhedscenteret i Uummannaq hallen, siger Peter Vedsted.

- Det vil sige, at man har et andet sted, som ikke er placeret tæt ved havet, så man kan have sine aktiviteter.

 

Foto © : Malik Brøns / KNR

Uummannaq sportshal.

- Hvis vi får brug for ekstra hjælp, det vil man typisk gøre i den situation, så koordineres det fra Nuuk, og man vil derfra også sende diverse ekstra ressourcer til Uummannaq.

Siden 2017 har sundhedsvæsenet i region Avannaa haft en øget beredskabsplan klar. De ansatte har foreksempel kasser med medicin og nødrationer.

- Et øget beredskab med forskellige ting sådan, at man for eksempel også har nogen nødrationer, ekstra overlevelsesdragter og sådan nogen ting. Det har vi for nyligt opdateret da vi fik informationen gennem medierne om, at der muligvis var en anden risikoprofil for tsunami, siger Peter Vedsted.

Han forklarer, at det er op til politikerne at lægge det store plan for, om sundhedscenteret i Uummannaq skal blive, hvor den er, eller om det skal flyttes et andet sted.

Der er omkring 40 ansatte i sundhedscenteret i Uummannaq.