Kvinder advarer mod politisk misbrug af spiralsagen
Kvinderne blev udsat for brug af svangerskabsprævention uden samtykke, mens det grønlandske sundhedsvæsen var under dansk administration. Kampagnen fandt sted i en periode, hvor Grønland var styret direkte af den danske stat.
- Vi oplever, at vores sag misbruges til at skabe splittelse mellem Danmark, Grønland og USA. Mange lande har selv brugt tvungen svangerskabsprævention og sterilisation, især mod kvinder især fra oprindelige folk. Kun få lande har givet kvinderne en officiel anerkendelse, som Danmark gør nu overfor os, siger Naja Lyberth fra styregruppen.
- I USA har mange været udsat for tvungen svangerskabsprævention og sterilisation, især mod oprindelige folk, som kvinder, der kommer fra Sydamerika og mod indianere.
De har ikke haft mulighed for at kæmpe for deres menneskerettighedskamp, da menneskerettighedskampe, blandt andet i USA slukkedes ved trusler, fængsling, vold eller drab. Under Trump regeringen er menneskerettigheder heller ikke beskyttet, jævnfør drab af amerikanske borgere af ICE-agenter, mener kvinderne.
Ifølge kvinderne adskiller Danmark sig positivt ved aktivt at tage ansvar for tidligere overgreb, hvilket de mener bør ses som et eksempel på, hvordan stater kan håndtere historiske menneskerettighedskrænkelser.
Ingen interviews
Naja Lyberth siger, at kvinderne ikke ønsker at deltage i interviews, hverken med danske eller udenlandske medier.
- Vi er mennesker i kød og blod. Vi ønsker fred og ro i vores helingsproces, lyder det i udtalelse der er offentliggjort på facebook.
I september 2025 modtog kvinderne en officiel undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen. En undskyldning, de selv havde efterspurgt som led i deres mangeårige kamp for anerkendelse.
Ifølge kvinderne oplever de, at den nuværende danske regering arbejder aktivt på at gøre op med tidligere tiders menneskerettighedsbrud i rigsfællesskabets historie.
- Vi oplever en reel forsoningsproces mellem Grønland og Danmark, siger Naja Lyberth på vegne af styregruppen.
Kvinderne peger på, at koloniale strukturer historisk har haft alvorlige konsekvenser, men fremhæver samtidig, at Danmark i dag tager konkrete skridt i retning af ansvar, anerkendelse og oprejsning. Kvinderne udtrykker bekymring over, at spiralsagen i stigende grad bruges politisk – særligt i internationale sammenhænge.