Nersornaat til ægtepar fra Ilulissat

Formanden for Inatsisartut, Kim Kielsen, tildelte den 28. januar Nersornaat i sølv til Marie Sandgreen og Gerth Sandgreen ved en højtidelig ceremoni på Hotel Arctic i Ilulissat.
Skrevet af Irene Jeppson
31. januar 2026 13:00

Hædersbevisningerne blev givet som anerkendelse af parrets mangeårige og betydningsfulde indsats for både den familieejede virksomhed, fiskerierhvervet og lokalsamfundet.

Marie Sandgreen modtog Nersornaat i sølv som anerkendelse for sin uundværlige rolle i at understøtte familiens sammenhold og udviklingen af familievirksomheden.

I sin tale fremhævede Kim Kielsen betydningen af stærkt sammenhold i familieejede virksomheder:

- Vi ved alle, at det kræver solid opbakning, hårdt arbejde og store personlige ofre at opnå succes med en familieejet virksomhed. Sådanne resultater skabes gennem sammenhold, dedikation og fælles indsats.

Han understregede, at Marie Sandgreen har været en afgørende støtte i arbejdet med at opbygge en virksomhed, der gennem tiden har sikret arbejdspladser og indkomstgrundlag for mange andre familier i området.

Nersornaat i sølv blev tildelt som anerkendelse for hendes mangeårige, uvurderlige indsats for udviklingen af familievirksomheden og dens betydning for lokalsamfundet.

Bidraget til udviklingen

Gerth Sandgreen modtog Nersornaat i sølv for sin fortjenstfulde indsats for fiskerierhvervet og for mange års drift af den familieejede virksomhed, der har sikret indkomster til adskillige familier.

I sin tale sagde Kim Kielsen blandt andet:

- Du og din hustru har gennem mange år drevet en familieejet virksomhed, som har sikret mange familiers indkomster og bidraget væsentligt til lokalsamfundets udvikling.

Gerth Sandgreen har gennem et langt arbejdsliv tilpasset sig fiskerierhvervets skiftende vilkår, både i opgangs- og nedgangstider. Han har desuden støttet unge og nye fiskere, bidraget med erfaring og viden og haft en aktiv rolle i udviklingen af fiskefabrikkerne i Ilulissat.

Senere i livet har han udvidet sin virksomhed til også at omfatte landbaserede aktiviteter, herunder etablering af overnatningssteder, som har bidraget til udviklingen af turisterhvervet.

Grønlands Selvstyrets fortjenstmedalje Nersornaat blev indstiftet i forbindelse med Grønlands Hjemmestyrets 10 års jubilæum i 1989.

Medaljen er Selvstyrets fornemmeste anerkendelse, og medaljen kan tildeles såvel borgere i Grønland som danskere og udlændinge for en helt særlig fortjenstfuld indsats, hvad enten det drejer sig om samfundstjeneste, erhverv, kunst, videnskab eller andet.