Kvinde frifundet for manddrabsforsøg, men dømt for vold

En 33-årig kvinde er mandag blevet frifundet for et forsøg på manddrab. Retten vurderede, at der i stedet var tale om grov vold.
Der blev mandag afsagt dom i en sag om forsøg på manddrab ved Sermersooq Kredsret. Foto © : KNR / Christine Hyldal
16. april 2024 15:25

Mandag startede og sluttede en sag ved Sermersooq Kredsret mod en 33-årig kvinde.

Hun var tiltalt for at have forsøgt at slå en anden ihjel, samt vold og voldelig optræden. I alt fire forhold, der alle udspillede sig tilbage i oktober 2019.

KNR var til stede i retten ved sagens start, men dommeren nedlagde referatforbud, og derfor kan KNR blot bringe udfaldet af sagen.

Retten kom frem til, at kvinden skulle dømmes for grov vold, men ikke forsøg på manddrab. 

- Retten vurderede, at der ikke var nok beviser til at dømme tiltalte for forsøg på manddrab, men udelukkende for vold i den grove ende af Kriminalloven, skriver Grønlands Politi i en skriftlig kommentar til KNR.

Dommen betyder, at kvinden skal være under tilsyn af kriminalforsorgen det næste år, men hun skal ikke i anstalten.

Derudover oplyser politiet, at de venter på at se dommen på skrift for derefter at overveje, om sagen skal ankes til Landsretten. De har altså taget sig 14 dages betænkningstid.