Kuupik og Villy mødes torsdag

Da DIIS rapporten om eventuelle CIA flyvninger over Grønland i dag blev fremlagt, blev den danske regering helt og holdent frifundet for at have spillet dobbeltspil. Ganske forventeligt, idet DIIS ikke har haft mulighed for at tale med de involverede, men kun haft adgang til skriftlige dokumenter i sagen, hvoraf langt de fleste tidligere har været offentliggjort.
Skrevet af Peter Troelsen
29. maj 2012 07:38

Selv om dokumenter offentliggjort på Wikileaks fortalte om VK regeringens dobbeltspil over for Folketinget, har Dansk Institut for Internationale Studier ikke fundet grund til at løfte pegefingeren. Alt er gået efter bogen, og det glæder den danske udenrigsminister Villy Søvndal. Han skal torsdag mødes med formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist (IA), og før det møde ønsker ingen af dem at gå i detaljer med rapporten.

En af forkæmperne for en uvildig undersøgelse, Frank Aaen, er dog langt fra tilfreds med rapporten og vil gerne kommentere på den.

- Jeg mener stadigvæk, at vi har en sag, der er uafklaret, siger Frank Aaen til Berlingske Nyhedsbureau og tilføjer, at DIIS-rapporten er udarbejdet på et spinkelt grundlag.

- De har kun forholdt sig til skriftlige dokumenter. De har slet ikke haft mulighed for at lave afhøringer, og vi vidste jo på forhånd, at hvis man skulle til bunds i den her sag, så var man nødt til at få afhørt de folk, der mødtes med den amerikanske ambassadør, siger Frank Aaen.

Rapporten, der er et digert værk på 149 sider, konkluderer, at hverken CIA eller den danske regering har trådt ved siden af almindelig praksis, og kun i enkelte tilfælde har der været småting at sætte en finger på. Om Kuupik Kleist har fået opfyldt sine ønsker i forbindelse med rapporten er stærkt tvivlsomt, eftersom han i lighed med Frank Aaen, ønskede en langt større undersøgelse. Nu vil morgendagen så sikkert omfatte kommentarer både fra formanden for Naalakkersuisut og fra den danske udenrigsminister.

Indtil da kan man selv læse sig frem til de konklusioner DIIS har gjort på følgende webadresse:  http://en.calameo.com/read/00077519475510246fa92