Kuupik møder det kommende formandskab for Arktisk Råd

Den canadiske sundhedsminister og minister for Arktisk Råd, Leona Aglukkaq, er på besøg i Danmark som led i hendes rundtur til medlemsstaterne i Arktisk Råd for at drøfte programmet for det canadiske formandskab i Arktisk Råd. Formandskabet overtages fra Sverige i maj måned i år. I den forbindelse mødes hun med Kuupik Kleist og Villy Søvndal.
Skrevet af Peter Troelsen
16. januar 2013 11:15

- Canadas formandskabsprogram er af åbenlyse grunde relevant for Grønland og de arktiske folk. Dagsordenen for formandskabet vil optage både os og den internationale dagsorden, set i lyset af den stadigt stigende fokus på Arktis. For os er det afgørende, at de arktiske folk stadig holdes i fokus. Det er vores hjem og vores livsvilkår, der påvirkes af beslutninger truffet i Arktisk Råd. Derfor er det af central vigtighed, at de arktiske befolkninger er centralt placeret ved alle de afgørende drøftelser og beslutninger, der træffes i Arktisk Råd, fastslår Kuupik Kleist i en fælles pressemeddelelse med Villy Søvndal.

 

Det canadiske formandskabs overordnede prioritet vil være befolkningen i Arktis: ”Development for the People of the North” med tre underpunkter: råstofudvinding, sikkerhed ved søtransport og bæredygtighed. På dagens møde var også rigsfællesskabets samlede forventninger til det nye formandskab til drøftelse.

-Jeg er meget glad for, at formanden for Naalakkersuisut og jeg selv i fællesskab har haft mulighed for at mødes med Leona Aglukkaq. Arktisk Råd har igennem de seneste år været igennem en spændende udvikling, hvor der på en række vigtige områder træffes bindende beslutninger for medlemsstaterne. Det har vi set indenfor søredning, og vi ser det aktuelt med det vigtige arbejde om håndtering af oliespild. Det er et stærkt udtryk for det fine samarbejde blandt de arktiske lande. Det er positivt, at Canadas prioriteter stemmer godt overens med vores egne mål for Arktis i Rigsfællesskabet, siger den danske udenrigsminister Villy Søvndal.