Kuupik Kleist: Bolden er hos kommunerne

Formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist er enig med borgmesteren i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen, i, at der er for store økonomiske forskelle mellem de enkelte kommuners økonomiske dispositionsmuligheder.
Skrevet af Mads Lynge
20. september 2012 12:30

Simon Simonsen opfordrede forleden Naalakkersuisut til at sikre mere ensartede økonomiske vilkår, og efterlyste en ny mellemkommunal skatteudligningsordning.

Til det siger Kuupik Kleist:

- Der, hvor jeg ikke er enig med ham, er, hvor han siger, at nu skal Naalakkersuisut befale, at der bliver ens skat i hele landet. Uanset at jeg er enig i synspunktet, så er der altså noget der hedder den demokratiske proces. Og vi har sagt klart og helt utvetydigt til kommunalbestyrelserne i hele landet: I bliver nødt til at diskutere det her igennem sammen, og så må I komme med jeres bud til os, siger Kuupik Kleist, og han fortsætter:
- Vi har ikke i sinde oven fra, at tage nogle beslutninger af så vidtrækkende karakter henover hovederne på kommunalbestyrelserne. Så jeg bliver nødt til at sende bolden tilbage til borgmester Simon Simonsen, siger formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist.

Han er altså enig i, at der er for stor ulighed i de enkelte kommuners økonomiske dispositionsmuligheder. Kuupik Kleist mener dog, at man ikke sådan uden videre kan sætte dato på en kommunal skatteudligning. Det må være op til diskussion, siger han:

- Vi har diskuteret med borgmestrene og KANUKOKA igår netop om det spørgsmål, og det vi, foreløbigt, er nået til enighed om, det er, at der bør være en tidsgrænse. Vi kan ikke diskture det her ud i al evighed. Vi må sætte nogle datoer for, hvornår vi er færdige med den her diskussion, og så må der tages nogle beslutninger om det, siger formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist.

Borgmester Simon Simonsen er ked af, at der ikke foreligger oplæg om skatteudligningsordningen i Finanslovsforslaget for næste år, og at det heller ikke skal diskuteres i Inatsisartuts efterårssamling.