Kuupik: Jeg er både ærgerlig og lettet

Det er en både skuffet og lettet Kuupik Kleist, som i dag vågnede op efter gårsdagens valgnederlag. Den nu afgående formand for Naalakkersuisut erkender, at fire år med en stram politik nok var for meget for vælgerne.
13. marts 2013 12:11

- Hvilken følelse vågnede du op med i morges?

- Efter to-tre timers søvn, så er det jo med lidt blandede følelser - noget ærgelse, men også en lettelse, fordi nu er det jo nogle andre, der må tage initiativ til de kommende forhandlinger, og så må vi jo bare vente på, om der bliver kaldt på os, lyder det fra IA-formanden her dagen derpå.

Lettelsen er dog på det rent personlige plan hos den snart tidligere regeringsleder:

- Det er jo ikke for børn at sidde med regeringsmagten i en tid, hvor der ikke er plads til store armbevægelser, siger Kuupik Kleist.

Men hvad var det egentlig der gik galt for det parti, som ved sidste valg formåede at vælte 30 års Siumut-styre?

- Der er nogle betragtninger, jeg har gjort mig, dels i forhold til det forrige valg, hvor vi gik 100 procent frem, hvor det nøgternt set kan være svært at vedligeholde så stor en fremgang på een gang. Og dels at de fire år, der er gået selvfølgelig ikke har været lutter lagkage, og at vi har været nødt til at føre en ret stram politik i det hele taget.

Ifølge Kuupik Kleist er det følgende områder, der har været afgørende for det dårlige valgresultat:

- Det er dels fiskeriet, og opfattelsen af anlægsområdet, som ikke nødvendigvis har været sand - altså de påstande, der har været om anlægsmidlernes spredning i landet, har været et stort valgtema. Så har der også været hovedtemaerne omkring storskalaloven og råstoflovgivning, som vi formodentlig ikke har været gode nok til at fortælle det positive i, erkender Kuupik Kleist.

Og han må da også indrømme, at IA's manglende fokus på de sidste fire år har givet bagslag: 

- Der ligger måske også det i det, at vi stort set har beskæftiget os med fremtiden i vores valgkamp fremfor de fire forløbne år. Det kan godt være, vi skulle have gjort mere ud af det.

Men hvad så nu? I løbet af de kommende dage vil Siumuts formand Aleqa Hammond formentlig indkalde alle partierne til forhandling.

- Er der nogen chance for at I vil gå i et regeringssamarbejde med Siumut?

- Der er selvfølgelig altid en principiel mulighed, det skal jeg ikke afvise. Det helt afgørende er selvfølgelig det politiske. Om man er i stand til at blive enige om et politisk program. Det er også noget, som skal tages op i hovedbestyrelsen. Og hvis Siumut gerne vil diskutere seriøst med os, så er vi selvfølgelig klar til det, lyder meldingen fra Kuupik Kleist.

Og det er i eftermiddag at IA's hovedbestyrelse sætter sig sammen for at drøfte et eventuelt regeringssamarbejde med Siumut.

Det bliver ifølge Kuupik Kleist de tre områder, fiskeri, råstof og skattepolitik, der for IA bliver afgørende for, hvorvidt de kan indgå i et sådant samarbejde.