Kuupik: Clintons forsikringer er troværdige

Forsikringer fra den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton stillede i dag Naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist tilfreds. CIA vil ikke flyve fanger gennem grønlandsk luftrum uden at spørge om lov, lover USA. Og spørger de, så får de nej, lover den danske udenrigsminister.
Skrevet af Martine Lind Krebs
31. maj 2012 17:38

Med verdenspressen ventende fik Kuupik Kleist i dag seks minutters samtale med den amerikanske udenrigsminister. Det foregik bag en skærm i vandrehallen.

- Clinton har meget tydeligt garanteret, at den skriftlige garanti, som hendes forgænger i embedet har givet over for Kongeriget Danmark, den er gældende. Og at den fortolkning, som er den brede fortolkning af garantien – det er den, der er gældende. Det vil sige, at man for fremtiden under alle omstændigheder, skal søge om tilladelse, hvis man vil udføre transport af den karakter, som der er tale om.

Uanset om man sætter landingshjulene på grønlandsk grund eller ej?

- Uanset det, ja.

Er CIA-sagen for dit vedkommende et afsluttet kapitel nu?

- Jeg vil udtrykke det på den måde, at jeg tror det bliver meget svært at grave yderligere frem om fortiden. Det, jeg er mest optaget af nu, er at vi sikrer os, at der for fremtiden ikke sker transporter uden vores vidende og tilladelse, og de forsikringer vi har fået i dag, er vel den kvalitativt bedste forsikring, man kan få, siger Kuupik Kleist.

Spørgsmålet om, hvor dækkende den amerikanske garanti fra 2008 om at stoppe al fangetransport via Grønland, er, er opstået efter at DIIS i sin rapport om sagen satte spørgsmålstegn ved garantien i de tilfælde, hvor flyene ikke landede på dansk eller grønlandsk jord. Tidligere på dagen mødtes Kuupik Kleist også med den danske udenrigsminister for at drøfte sagen, der sagde:

- Der er tale om to forskellige regelsæt. For os står det tydeligt, at udenrigsministeriets opfattelse er den rigtige, men den er ikke i modstrid med Justitstministeriet, for det er to forskellige regelsæt. Og hvis der var gran af tvivl, så var det en stor fornøjelse at mødes med den amerikanske udenrigsminister i dag, og efter det er der ingen tvivl tilbage om at den amerikanske administration vil respektere det regelsæt, at man retter henvendelse til danske myndigheder, hvis sådan noget skulle komme på tale igen, og at man i sagens natur også respekterer de danske myndigheders afgørelse, siger Villy Søvndal, der også fastslår hvad et eventuelt svar vil være:

-  Hvis man spurgte den nuværende danske regering, så vil svaret være et klokkeklart nej.

Foruden CIA-sagen drøftede Kuupik Kleist muligheden for at bruge Pituffik til civile formål samt de grønlanske råstoffer og de kinesiske interesser i Grønland med den amerikanske udenrigsminister.