Kunstner udpeget til udsmykning af ny kultursal 

Kunstneren Nanna Anike Nikolajsen skal stå for den æstetiske del af en kommende kultursal i Det Grønlandske Hus i Aarhus.
17. maj 2018 14:37

Gæster i Det Grønlandske Hus i Aarhus kan i fremtiden nyde udsmykninger af den grønlandske kunstner Nanna Anike Nikolajsen, oplyser Huset.

Den 34-årige kunstner er uddannet i 2016 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har som barn boet i Uummannaq og senere tilbragt en del af sin ungdom i Østgrønland.

Nanna Anike Nikolajsen
Foto © : Det Grønlandske Hus i Aarhus

Nanna Anike Nikolajsen interesserer sig for grønlandsk sprog og –emner og blander i sin kunst mange forskellige materialer og udtryk, som er blandt årsagerne til, at valget faldt på hende.

- Jeg kunne godt tænke mig at lave et sted, hvor man kan føle sig hjemme, så man kan mærke Grønland, men også, at man bliver lidt forundret - at det ikke er noget man aflæser hurtig, at der er detaljer for øjet, skrev den udvalgte kunstner i sin ansøgning til Det Grønlandske Hus i Aarhus.

LÆS OGSÅ Grønlandsk skulptur skal give trøst på kirkegård i København

Både opførelsen og udsmykningen af den kommende kultursal forventes at stå færdig til nationaldagsfejringen 21. juni næste år.

Den kommende udvidelse af Det Grønlandske Hus i Aarhus er tegnet af RUBOW arkitekter og finansieret af A. P. Møller Fonden.