Ny rapport: Kunstig intelligens kan gøre alvorlig skade på demokratiet

Onlineplatforme som for eksempel Facebook er for mange en vigtig kilde til information. Men med kunstig intelligens som er i hastig udvikling, kan det være svært at skelne mellem sandt og falsk, og det kan skade demokratiet, fastslår en ny rapport.
Signe Ravn-Højgaard og de andre medlemmer af Den Nordiske Tænketank for Tech og Demokrati præsenterede tirsdag deres rapport og anbefalinger. Foto © : Lars Dareberg
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
19. april 2023 16:26

Facebook, Twitter, Instagram, TikTok og mange flere.

De er alle sammen sociale platforme, der giver mennesker mulighed for at komme i kontakt med hinanden verden over og opbygge fællesskaber.

Og samtidig er de for mange mennesker en vigtig og populær kilde til information.  

Men ud over deres positive potentiale kan onlineplatforme og deres algoritmer dog forårsage alvorlig skade på vores demokratier og den offentlige debat.

Det fastslår Den Nordiske Tænketank for Tech og Demokrati i en ny rapport.

Rapporten indeholder anbefalinger til, hvordan de nordiske lande kan styrke demokratierne i en digital verden med store tech-giganter.

- Det er vigtigt, fordi teknologien og tech-giganterne får større og større betydning for vores hverdag og demokrati. Den teknologiske udvikling og kunstig intelligens bevæger sig så hurtigt, at det bliver sværere og sværere at skelne mellem sandt for falskt, siger den grønlandske repræsentant i tænketanken Signe Ravn-Højgaard, der er adjunkt med ph.d.-forløb på Ilisimatusarfik og forsker i journalistik og sociale medier.

Det kommer også til Grønland

Ifølge forskeren ses der allerede nu eksempler rundt om i verden, hvor der bliver spredt falske nyheder.

Især i forbindelse med krigen i Ukraine er der flere eksempler.

En vigtig del af den krig er cybertrolling, hvor de forskellige parter i krigen forsøger at udkomme med falske nyheder og snyde hinanden.

Ifølge Signe Ravn-Højgaard er det ikke noget, der endnu kan ses ellers mærkes i Grønland, men det er bare et spørgsmål om tid.

- Vi har ikke mærket det så meget i Grønland, men det er et område, der bevæger sig rigtig, rigtig hurtigt. Meget snart vil man også kunne lave en masse indhold ved hjælp af kunstig intelligens, også på grønlandsk, siger Signe Ravn-Højgaard og fortsætter.

- Det vil sige, at det vil blive utrolig svært at vide, hvad der er rigtigt og sandt i den her verden. Det mener jeg, kan blive demokratisk problem.

Svært at gennemskue for den enkelte borger

Tænketankens arbejde er mundet ud i alt 11 anbefalinger med forslag til at løse nogle af de største problemstillinger, som tech-giganterne skaber for demokratiet.

I rapporten anbefaler tænketanken for eksempel, at de nordiske regeringer etablerer et nordisk center, som både skal se på lovgivningen for tech-giganterne, men også udvikle materiale, der skal hjælpe borgerne til at blive digitalt dannede.  

For det kan være svært for den enkelte borger at gennemskue den digitale verden, fastslår forskeren.

- Vi kan selvfølgelig blive bedre og være mere opmærksomme som borgere. Der er forskellige privatlivsindstillinger og ting, man kan sidde og pille ved. Men grundlæggende er det svært for den enkelte borger at beskytte sig, fordi mulighederne for at bedrage os online lynhurtigt bliver rigtig, rigtig godt, siger Signe Ravn-Højgaard.

Samtidig anbefaler tænketanken også, at de nordiske lande værner om børn og unges trivsel og sikkerhed på internettet ved at stille krav om aldersverificering og særlige forældrefunktioner og presser på for, at borgerne generelt opnår større kontrol.