Kujalleqs reaktion på fejlfyldt sagsbehandling: Ærgerligt

Kommentaren fra Kommune Kujalleq kommer efter omtalen af en række af de alvorlige fejl i kommunens sagsbehandling, som revisionsselskabet BDO har fundet i 2015.
Foto © : Kommune Kujalleq
10. juni 2016 09:02

Ærgrelsen gælder fejl over en bred kam.  

For eksempel var der i 2015 fejludbetalinger i 12 ud af 15 gennemgåede sager omkring barselsdagpenge, har det statsautoriserede revisionsselskab BDO konstateret.

Der er også en, som det hedder, uacceptabel høj fejlprocent i lønudbetalingerne i lighed med tidligere år, fordi gældende overenskomster og regler ikke er overholdt.

Læs også Skarp kritik af Kujalleq

For eksempel har kommunen udbetalt 300.000 kroner for meget til en ansat, fordi vedkommende fik det samme løntillæg to gange i en længere årrække.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at revisionen har fundet fejl, men det er fejl, som kommunen lægger stor vægt på bliver rettet op, og at der imødegås lignende fejl fremadrettet, lyder kommentaren fra kommunaldirektør Frank Hedegaard Jørgensen i en mail til KNR.

Læs også Kujalleq: Halvt års hjælp til oprydning i børnesager

Læs også Mere assistance til Kujalleq

Men den fejlagtige sagsbehandling rammer ikke kun kommunens borgere.

BDO-rapporten kritiserer også, at kommunen snyder sig selv, når den for eksempel har et tilgodehavende på over 685.000 kroner på revalideringsområdet hos Selvstyret.

Kritikken gælder også ledelsen selv, som ikke har ført tilstrækkeligt tilsyn og kontrol med, at sagsbehandlingen foregår efter reglerne. Noget som BDO netop har påpeget igennem flere år.

Men nu er der kommet forstærkning i ledelsen. Således oplyser kommunaldirektøren i Kommune Kujalleq, at direktionen sidste år er blevet styrket med en økonomidirektør, og at direktionen er gået i gang med i samarbejde med de ansvarlige forvaltningschefer at få rettet op på de fejl og problemer, som revisionen har nævnt, skriver direktøren blandt andet.