Kuannersuit-minen vil kunne holde i 30 år

Hvis Greenland Minerals and Energy får lov til at påbegynde udvindingen af sjældne jordarter og uran fra Kuannersuit - Kvanefjeldet - vil arbejdet kunne stå på i de kommende 20-30 år, anslår Jeremy Whybrow fra det australske mineselskab.
12. august 2011 12:05

- Operationen kan løbe i 20-30 år, men måske endnu længere tid. Vi er usikre på, hvor stor forekomsten er, men det er tydeligt, at den er meget stor. Men vi skal stadig gøre et stort stykke arbejde for at finde ud af det, siger Jeremy Whybrow, der er geolog og chef for aktiviteterne i Kuannersuit.

Han forsikrer samtidig, at Greenland Minerals and Energy vil gøre deres til, at området, når aktiviterne måtte høre op, vil ligne sig selv igen.

- Enhver mine skal have en plan for, hvordan den skal lukke. Restprodukterne fra minen vil blive dækket til og vi vil plante vegetation ovenpå, så vi sikrer, at området igen bliver sikkert, siger Whybrow og opsummerer:

- Der er mange facetter til oprydningen efter vores operation. Men essensen er, at vi forsøger, at sikre at området ligner det område, vi kom til, da vi påbegyndte vores efterforskning.

Både udenlandsk og grønlandsk arbejdskraft har indtil videre været beskæftiget ved forundersøgelserne i Kuannersuit.

Fra Greenland Minerals and Energy gør man, hvad man kan for at sikre, at den radioaktive stråling fra Kuannersuit ikke påvirker de ansatte.

- Vi kan måle, hvor stor stråling vores medarbejdere er blevet udsat for. De målinger, vi har lavet indtil videre, viser, at den stråling, de har været udsat for, er meget lav. Vi måler også radon og støv, men indtil videre har det ikke givet nogle bekymrende resultater.