Forbud mod eksport af hvidhval: - Kroppen mangler mattak

Det er nu forbudt at eksportere hvidhvalsprodukter ud af landet. Men Naalakkersuisut bør ikke affinde sig med forbuddet, mener Naleraqs Jens Napaattooq.
Privatpersoner, der rejser fra Grønland til Danmark, må fortsat gerne tage mattak med til eget forbrug. Foto © : Lisa Risager/Flickr Creative Commons
13. marts 2023 16:44

Grønlændere i Danmark må blot drømme om mattak fra hvidhval i den kommende tid.

Det er nemlig ikke længere muligt at sende hvidhval fra Grønland til Danmark.

For da hvidhvalfangst i Østgrønland er imod international lov, er der lukket helt for eksport af hvidhval til Danmark.

Ifølge CITES, en international konvention til kontrol af handel med udrydningstruede vilde dyr og planter over landegrænser, som Grønland er en del af, er de østgrønlandske hvidhvaler nemlig truet af udryddelse.

Derfor er der kommet et eksportforbud på kødet, efter at Naalakkersuisut sidste år tildelte en teknisk kvote på 30 hvidhvaler over fem år til Østgrønland.

Og da det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at skelne mellem hvidhvalsprodukter fra Østgrønland og Vestgrønland, har Naalakkersuisut indført et eksportforbud på hvidhval.

Men det er uacceptabelt, mener Naleraqs politiske ordfører Jens Napaattooq.

- Der bør banes vej for, at familier kan købe det. Folk har brug for grønlandske provianter, og det bør den danske stat have forståelse for, siger han.

Ifølge Jens Napaattooq bør Naalakkersuisut derfor arbejde for at indføre eksport af mattak fra hvidhvaler fra hele landet.

- Naalakkersuisut bør forsvare folket i stedet for blot at affinde sig med forbuddet, siger han.

Mattak i kufferten

Laila Berthelsen er en af dem, der er ramt af forbuddet.

Hun er grønlænder, men bosat i Danmark. Og en af hendes glæder er mattak i fryseren.

- Jeg elsker at tage det op af fryseren, men det bliver også lavet på mange andre måder til kaffemikker her i Danmark, siger Laila Berthelsen.

Privatpersoner, der rejser fra Grønland til Danmark, må fortsat gerne tage mattak eller kød fra hvidhval med til eget forbrug.

Det betyder, at man kan have mattak med i kufferten i begrænset antal.

Derfor håber Laila Berthelsen, at nogen vil tage noget proviant med til hende. Sidste gang, hun fik mattak fra hvidhval, var i januar.

- Vi løb hurtigt tør, da der ikke var så meget. Og nu kan vi godt mærke på kroppen, at vi mangler det, siger Laila Berthelsen.

Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund skriver i et skriftligt svar til KNR, at Naalakkersuisut arbejder på at gøre det muligt at sende mattak fra hvidhvaler fra Vestgrønland til Danmark.