Kronprinsen kommer mandag

Kronprinsen skal blandt andet til Station Nord, hvor første spadestik tages til en af verdens nordligste permanente forskningsstationer
22. juni 2013 12:03

Så nærmer tiden sig for et besøg fra H.K.H. Kronprins Frederik.

Han er fra den 24.-27. juni i Grønland med Aarhus Universitet.

Mandag den 24. juni tager Kronprinsen og en dansk/grønlandsk delegation til Nordøstgrønland for at indvie og igangsætte Aarhus Universitets nye forskningsfaciliteter ved Zackenberg, Daneborg og Station Nord.

På Zackenberg/Daneborg vil Kronprinsen indvie nye forskningsstationer. Forskningen ved Zackenberg og Daneborg har fokus på, hvordan klimaændringerne påvirker det arktiske hav og plante- og dyrelivet i Nordøstgrønland.

Sidste stop på turen bliver Station Nord, hvor første spadestik tages til en af verdens nordligste permanente forskningsstationer, der forventes at stå færdig i 2014. På Station Nord vil forskningen være koncentreret om, hvordan klimaændringer påvirker de atmosfæriske, oceanografiske, biologiske og geologiske processer i det arktiske område.

Med i delegationen er blandt andre naalakkersuisoq Uddannelse, Forskning og Nordiske Anliggender Nick Nielsen.